Uddrag fra Udenrigs 3/09

Murens fald tyve år efter
Uffe Østergård

1989 var et begivenhedsrigt år. I første omgang erkendte jeg dog ikke rigtigt rækkevidden af omvæltningerne i Øst- og Centraleuropa, fordi jeg sammen med mange andre historikere var fuldt optaget at forberede 200-året for den franske revolution. Begivenheden markeredes i Frankring med et kæmpestort internationalt symposium på Sorbonne under protektion af præsidenten Francois Mitterrand (1916-1996) i første halvdel af juli. Det var interessant at deltage i fejringen af denne hellige begivenhed i fransk politisk kultur. Der blev holdt mange, lange og salvelsesfulde taler om revolutionens betydning for menneskeheden i almindelighed og menneskerettighederne i særdeleshed. Retrospektivt kom juli 1989 imidlertid snarest til at markere afslutningen af en epoke hvor man uden tøven kunne fremhæve revolutionen som et civilisatorisk fremskridt.

Der var enkelte kritiske røster; bl.a. var vi tre danske som plæderede for at de fredelige dansk-norske reformer i 1780\rquote erne under den oplyste, såkaldt opinionsstyrede enevælde, reelt repræsenterede et væsentligt større fremskridt end den voldelige omvæltning af det politiske system i Frankrig, der reelt indebar en fastfrysning af ejendomsforholdene på landet helt til begyndelsen af 1960\rquote erne. En fastfrysning af en uøkonomisk produktion der nok har bevaret en høj kvalitet af velsmagende landbrugsprodukter, men for en pris der i høj grad betales af de øvrige medlemmer af EU gennem landbrugsordningerne. Efter indlægget blev vi belært af franske kolleger om at vi måtte have udtrykt os forkert på fransk, siden vi var kommet til at sige at den franske revolution ikke var det mest progressive fænomen i europæisk historie. Det blev til en interessant og ophedet meningsudveksling, for det var jo netop hvad vi mente.

Revolutioner i miskredit

I dag er kritikken af terroren og de mange utilsigtede bivirkninger af revolutionen alment dominerende blandt historikere, efterhånden også i Frankrig, i hvert fald uden for de allermest dogmatiske kredse. Men dengang var det en så minoritær position, at den ledende fortaler for kritikken, Francois Furet (1927-97), slet ikke deltog i festlighederne. Denne ændring af vurderingen af revolutioner i almindelighed og den store franske i særdeleshed skyldes mange forhold. Men vigtigst er at revolutioner er kommet i miskredit, også blandt venstreorienterede. Det var allerede begyndt med den islamiske revolution i Iran i 1979 der demonstrerede, at revolutioner også kan føre til religiøst tyranni. Endnu vigtigere var dog at udviklingen i Sovjetunionen og det kommunistiske Østeuropa gjorde det klart, at kommunismen havde ført til et totalitært diktatur, ja havde været det fra begyndelsen, også hos den Lenin (1870-1924) som venstreorienterede har prøvet at redde fra identifikation med stalinismens terror. Det er efterhånden blevet klart at terroren og koncentrationslejrene begyndte med Lenin og ikke først med Stalin (1879-1953) som mange slog til tåls med at tro efter Nikita Khrusjtjovs (1894-1971) afsløringer på den hemmelige partikongres i 1956. Kommunisme var ikke elektrificering kombineret med kommunistpartiet som Lenin sagde, men indebar også politistat og terror mod alle anderledes tænkende som bl.a. Niels Erik Rosenfeldt overbevisende har påvist i sin Lenin-biografi fra 2008.

På baggrund af den erkendelse blev det nærliggende også at stille kritiske spørgsmål til den positive forståelse af den franske revolution som hidtil havde domineret blandt vestlige liberale og socialister. Det var hvad Furet gjorde i en lang række indflydelsesrige værker. Først essaysamlingen Penser la Revolution francaise (At tænke den franske revolution) fra 1978, siden med direkte politisk sigte i hovedværket Le Passe d'une illusion, essai sur l'idee communiste au XXe siecle i 1995 (The Passing of an Illusion: The Idea of Communism in the Twentieth Century 1999). Dette værk af en tidligere overbevist kommunist har sammen med Kommunismens Sorte Bog om ofrene for denne totalitære politiske ideologi ændret billedet af kommunismen for altid.

Ungarns åbning

Nytolkningen var på vej længe før, men blev hjulpet på vej af de politiske omvæltninger i Sovjetunionen og Øst- og Centraleuropa. For mens vi mange hundrede akademikere sad og svedte i Sorbonnes auditorier, studerede militærparaden på Champs Elysees og deltog i festen i Paris 14. juli, faldt de kommunistiske regimer et efter et. 2. maj 1989 havde den kommunistiske regering i Ungarn besluttet at det ikke var dens opgave at redde DDR fra landets egne indbyggere, og derfor åbnede Jerntæppet til Østrig for tusinder af flygtende DDR-borgere ved simpelthen fysisk at klippe hul i det elektriske hegn ved grænsen til Østrig. Denne beslutning var kulminationen af en række demokratiske reformer som et yngre lederskab i det kommunistiske parti Ungarn havde gennemført for at komme ud af den stivnede situation, som Janos Kadar (1912-1989) havde bragt landet i. Kadar havde ledet Ungarn siden nedkæmpelsen af opstanden i 1956 og havde en tid været populær som garant for den såkaldte \lquote gullasch-kommunisme\rquote . Velfærden var imidlertid blevet betalt med vestlige lån, og det stod klart for de yngre teknokrater at landet var vej til fallit. Derfor indledte de en reformproces, stærkt inspireret af Mikhail Gorbatjov (f.1931) i Sovjetunionen.

Symbolsk besluttedes det at genbegrave helten fra 1956, Imre Nagy (1896-1958), på Martyrernes Plads i det centrale Budapest. Da Ungarn efter Anden Verdenskrig blev okkuperet af Sovjetunionen, var Nagy vendt tilbage til Ungarn fra Sovjetunionen som medlem af den sovjetiske marionetregering. Han blev dog hurtigt skeptisk over for Sovjetunionens dominans og forsøgte da han 1953 blev premierminister at distancere sig fra den. Det førte til hans afsættelse i 1955. Da ungarerne året efter gjorde oprør mod Sovjetunionen blev Nagy igen premierminister. Han forsøgte forgæves at få hjælp fra Vesten, men måtte søge asyl på den jugoslaviske ambassade efter at sovjetiske tanks havde knust opstanden. Han blev lovet frit lejde, men blev arresteret, henrettet og begravet i hemmelighed i 1958. Efter en officiel statsbegravelse 14. juni med titusindvis af deltagere i procession gennem det centrale Budapest blev der opstillet en statue af ham på Martyrpladsen.

Polske rundbordssamtaler

Ungarns åbning af jerntæppet tillod tusinder af DDR-borgere at flygte til Vesten. Det skete samtidig med de såkaldte rundbordssamtaler i Polen mellem general Wojciech Jaruzelskis (f. 1923) kommunistiske diktatur og den opposition han havde undertrykt med et militærkup i december 1981. Forhandlingerne resulterede i at flere partier fik lov til at stille ved valgene til Sejmen (parlamentet) ved et delvis frit valg. Oppositionen der var samlet omkring fagforbundet Solidarnosc, var grundlagt i september 1980 under ledelse af Lech Walesa (f.1943) som en bred antikommunistisk bevægelse omfattende alt lige fra den katolske kirke til liberale intellektuelle og socialister som historikeren Adam Michnik (f. 1946), indtil 2004 indflydelsesrig chefredaktør for Polens største avis Gazeta Wyborcza, der blev oprettet i 1989.

Den ikke-voldelige modstandslinje var oprindelig blevet formuleret af de intellektuelle dissidenter i KOR (Komitet Obrony Robotnik\'f3w, Komiteen til forsvar for arbejderne). Komiteen eksisterede fra 1976 til 1981 og formulerede mange af de ideer som sejrede med den demokratiske udvikling i Polen i 1989. Den var blevet oprettet for at forsvare de arbejdere der efter omfattende uroligheder på fabrikker i Warszawa og Radom i juni 1976 blev udsat for regimets brutale forfølgelser. KOR hjalp i første omgang arbejderne finansielt og juridisk. Da arbejderne i 1977 blev løsladt, udvidede komiteen sit arbejde. I ånden fra den internationale Helsinki-slutakt fra 1975 som den polske regering var medunderskriver af, ville KOR bekæmpe politisk, religiøs og racemæssig undertrykkelse, bl.a. ved at indsamle dokumentation for retsbrud. Selv om komiteen var illegal arbejdede KOR helt åbent, og dens appeller til regering, parti og samfund var underskrevet af medlemmerne.

Samarbejdet mellem intellektuelle og arbejdere vakte stor uro i Kommunistpartiet, der anså KOR-medlemmerne for regimets farligste fjender. KOR kæmpede for frie fagbevægelser og var medgrundlægger af Solidaritet i 1980. Komiteen opløste sig selv i 1981 kort før hele demokratibevægelsen blev undertrykt af et militærkup. Militærstyret formåede imidlertid ikke at rette op på den økonomiske udvikling og blev gradvis tvunget til at forhandle med oppositionen. April 1989 førte de til at Solidarnosc fik lov til at stille op ved et delvis frit parlamentsvalgvalg. Det resulterede i at dets kandidater vandt en knusende sejr, hvilket igen ledte til en serie af antikommunistiske omvæltninger i Central- og Østeuropa.

I slutningen af august 1989 kom en koalitionsregering ledet af Solidarnosc til magten. Overgangen til demokrati kronedes i december 1990 med valget af den forhenværende elektriker og fagforeningsleder fra Gdansk, Lech Walesa til præsident som afløser for Jaruzelski.

Polens rolle er ikke glemt i dag selv om polakkerne har følt sig noget oversete i al fejringen af åbningen af Muren mellem Øst- og Vestberlin 9. november 1989, en åbning der blev begyndelsen til enden for det kommunistiske DDR og foreningen af Øst- og Vesttyskland i 1990. Det er vigtigt at erindre at åbningen af Muren kun var et, om end et yderst vigtigt, led i den serie af omvæltninger i Øst- og Centraleuropa, der i dag har ført til at flertallet af de tidlige sovjetiske satellitstater er blevet medlemmer af såvel EU som Nato, samtidig med at Sovjetunionen er opløst, og de tidligere Sovjetrepublikker forvandlet til mere eller mindre selvstændige stater. Ja de tre baltiske lande er endda blevet medlemmer af EU i 2004 og af Nato, selv om russerne officielt opfatter dem som en del af det \lquote nære udland\rquote , omfattende alle de gamle Sovjetrepublikker fra Ukraine til Georgien og Centralasien.

Reform på kinesisk

Omvæltningerne i det kommunistiske Østeuropa gjorde indtryk overalt i verden. Mest i det kommunistiske Kina hvor de fik lederskabet til den 4. juni 1989 at slå hårdt ned på en studenterdemonstration for mere demokrati på den Himmelske Freds Plads. Tiananmen betyder på kinesisk \lquote Porten til den himmelske fred\rquote og er navnet på den massive sydlige hovedport til det tidligere kejserpalads i Beijing og samtidig navnet på denne centrale plads. Den var anlagt i 1651 og udvidet til sit nuværende omfang i 1958, samtidig med et stort Monument for Folkets Helte, mens Folkets Store Hal blev bygget på vestsiden. Mod syd afsluttes pladsen af den massive Qianmen (Forport) fra 1400-tallet. I 1977 opførtes Mao Zedongs mindehal der rummer Maos balsamerede legeme. Tiananmen er det kommunistiske styres mest centrale politiske mindested, der siden 1919, hvor pladsen for første gang var ramme om store studenterdemonstrationer, har været et symbol på folkets kamp for frihed.

Demonstrationen indledtes 14. april i anledning af Hu Yaobangs (1915-89) død. Hu havde indtil sin afsættelse i 1987 stået for en pro-demokrati- og anti-korruptionslinje som de protesterende ønskede fortsat. I den anledning af hans begravelse samledes op mod en million sørgende. Deltagerne rakte fra desillusionerede partimedlemmer og trotskister til tilhængere af fri markedsøkonomi. Demonstrationen fortsatte i syv uger, indtil tanks blev sendt ind på pladsen og ryddede den med mange hundrede dræbte til følge. I kølvandet på indgrebet slog styret hårdt ned på alle tilhængere af demokratibevægelsen og udviste udenlandske korrespondenter. Medlemmer af partiet der havde ytret sympati med de demonstrerende, blev udrenset, og adskillige højt placerede partimedlemmer blev sat i husarrest, herunder generalsekretæren Zhao Ziyang (1919-2005).

Hermed slog Kina entydigt ind på en autoritær vej. Men samtidig fortsattes de økonomiske reformer i hidtil uset tempo med det resultat at Kina i dag, tyve år senere, af mange betragtes som det mest succesrige eksempel på en ny samfundsform som kaldes autoritær markedsøkonomi. Den kinesiske ledelse havde lært af de mislykkede sovjetiske reformer med perestrojka og glasnost at det var klogere at begynde med økonomien - hvilket i parentes bemærket viser at de var bedre marxister end juristen og leninisten Gorbatjov. Hvordan det nu end forholder sig med de kinesiske lederes marxisme, er der næppe nogen som, uanset hvor kritisk man er overfor undertrykkelsen af oppositionen og behandlingen af Tibet, Xinjiang og Taiwan, ikke vil indrømme at strategien har været mere succesrig end den sovjetiske.

Trods al den interesse Mikhail Gorbatjovs forsøg på at reformere det sovjetiske system vakte i Øst såvel som Vest mislykkedes de. Det skyldtes formentlig kombinationen af dybden af den økonomiske krise der havde ramt alle kommandoøkonomierne i Øst, samt at Gorbatjov som en god tilhænger af Lenins lære oprigtigt troede at Sovjetunionen havde løst det nationale spørgsmål og haft held med at skab et nyt sovjetisk menneske under sloganet national i form, kommunistisk i indhold. Så sent som 2. november 1987 udtalte Gorbatjov med selvfølelse i et møde i centralkomiteen, at de var i deres gode ret til at hævde at de havde klaret nationalitets-spørgsmålet.

Og sådan så det faktisk ud, ikke bare i det russiske centrum, men overalt i republikkerne. Under Leonid Breznjevs (1906-1982) stagnationsperiode i 1970erne, hvor det vigtige ikke var realiteterne, men hvordan virkeligheden tog sig ud, syntes den ligeberettigede føderalisme ligefrem at trives i bedste velgående i Sovjetunionen. I de kaukasiske og centralasiatiske republikker strømmede ungdommen som følge af den officielle nationale begunstigelsespolitik i stil med den amerikanske affirmative action ind på universiteterne i langt større tal end russerne. Ministerierne blev i stadig højere grad bemandet med indfødte, samtidig med at russerne i stigende tal forlod Aserbajdsjan, Kasakhstan og de Centralasiatiske republikker. Breznjev var i Centralkomiteen omgivet af nære medarbejdere fra de ikke-russiske republikker, hvor især Kunajev fra Kasakhstan og Rasjidov fra Usbekistan øvede betydelig indflydelse. 

Men alt var ikke godt. Det afslørede Gorbatjov da han rettede glasnosts afslørende lys mod korruption, slendrian og klientelisme i de ikke-russiske såvel som i de russiske republikker. Ifølge nogle ruslandsforskere gik dergalt for Gorbatjov, netop fordi han var moderne og vestligt indstillet. Han troede naivt, lige som det store flertal i Vesten, at problemerne i Sovjetunionen var af økonomisk og organisatorisk natur. Hvis man fjernede hindringerne for økonomien ville samfundet modernisere sig selv. Derfor slog han ned på korruption og udygtighed, fyrede stribevis af inkompetente ledere og erstattede dem med dygtige etniske russere fra sin egen generation. Men derved ødelagde han utilsigtet de komplicerede nationale og etniske balancer som var etableret under Bresjnev.

I periferien blev det opfattet som et signal til russificering da han fyrede den mangeårige førstesekretær i Kasakhstan, Dinmukhamed Kunajev (1912-1993, medlem af Politbureauet fra 1971 til 1987, for korruption og erstattede ham med en ukompromitteret russer, Gennadij Kolbin (1927-1998). At Kolbin var dygtig og ubestikkelig var fuldstændig underordnet for de lokale der opfattede udskiftningen som et brud på fyrre års selvforvaltning. Kolbin holdt kun til juni 1989 som førstesekretær, hvorefter han blev afløst af kasakhen Nursultan Azarbajev (f. 1940), der i dag leder Kasakhstan nærmest enevældigt. Studenterne i hovedstaden Alma Ata, nu Almaty (men ikke længere hovedstad i Kasakhstan, det er Astana i midten af landet), gik på gaden i demonstrationer der hurtigt udartede til gadekampe. Netop fordi han ville skabe et moderne og økonomisk velfungerende samfund fremprovokerede Gorbatjov opløsningen af unionen og bragte hele det sovjetiske imperium til fald. Opløsningen blev uundgåelig efter at Gorbatjov i Europaparlamentet i Strasbourg 6. juli 1989 erklærede at han ikke ville modsætte sig reformer i Østeuropa.

Kommunismens fald

Resultatet blev kommunismens fald i Øst- og Centraleuropa i 1989, foreningen af Tyskland 9. oktober 1990 og opløsningen af Sovjetunionen i december 1991 på initiativ af Boris Jeltsin (f.1931), der som præsident i den Føderative Russiske Republik tog initiativ til at opløse Unionen af socialistiske Sovjet Republikker, USSR.
.....

Hele artiklen kan læses i Udenrigs nr. 3 2009.

Uffe Østergård er professor i europæisk og dansk historie ved International Center for Business and Politics, CBS.