Den amerikanske konservatisme har altid været et patchwork af forskellige politiske fraktioner. Men efter Trumps eksperimenter med Alt-Right og kristen nationalisme er vejen frem for Det Republikanske Parti måske i virkeligheden at gå tilbage til idéerne fra konservatismens storhedstid: Reagan-perioden.
I betragtning af at et af kerneelementerne i den konservative ideologi er stabilitet, har den konservative bevægelse i USA en noget bumlet begyndelse. Konservative amerikanere betragter ofte deres ideologi som en række tidløse principper. I virkeligheden blev den moderne konservative bevægelse i USA imidlertid skabt af specifikke historiske omstændigheder i de første år af Den Kolde Krig. I starten havde den konservative koalitions fraktioner således ganske få ideologiske fællesnævnere.
Ikke desto mindre udviklede den sig i løbet af Den Kolde Krig til en magtfuld politisk kraft, som lykkedes med at udfordre den liberale konsensus, der ellers herskede i USA i midten af det forrige århundrede. I slutningen af det 20. århundrede var centrum-højre den største magtfaktor i det amerikanske samfund.
Siden hen har den konservative bevægelse imidlertid fremstået mere og mere forældet. Især efter at Donald Trump trådte ind på den politiske arena i 2015, har tilhængere af diverse højreorienterede ideologier udfordret det, som de hånligt kalder “zombie-reaganisme”.
De populistiske højrefløjsstemmer hævder, at tidligere generationers konservatisme er forældet. De henviser til, at USA ikke længere ser ud som i 1950’erne eller 1980’erne, og at højrefløjen derfor er nødt til ændre sig for at imødekomme nutidens udfordringer.