I det seneste mange år er det videnskabelige samarbejde med Kina
og resten af verden boomet. Nu er det udfordret af den stigende konflikt mellem Vesten og Kina – men det vil være en stor skam, hvis det helt afbrydes, mener professor Jørgen Delman, der selv har mærket konsekvenserne af de nye spændinger.
Sidste sommer holdt jeg et oplæg for en blandet flok af danske og kinesiske forskere på et dansk universitet om udfordringerne i forholdet mellem Danmark og Kina. Jeg fokuserede på betydningen for forskningen af den stadig mere kritiske holdning til Kina i Danmark. Jeg talte også om et vidensamarbejde under forandring, ikke bare fordi vi i Danmark er blevet mere kritiske og årvågne over for Kina, men også fordi Kinas myndigheder lægger flere og flere begrænsninger på den akademiske frihed, både indadtil og i internationalt samarbejde.
De kinesiske forskere i gruppen var tydeligvis frustrerede og forstemte. De er i
Danmark for at lave et stykke videnskabeligt arbejde, men de følte sig
hjælpeløse over for medier, der beklikker deres videnskabelige integritet.
Stormagtsrivaliseringen mellem Kina og USA og stigende internationale og bilaterale spændinger i relation til Kina har ført til større opmærksomhed og mistro mod kinesiske vidensaktører i Danmark og andre vestlige lande. De er kommet under luppen, fordi læk af viden, rettigheder og teknologier kan true os økonomisk og sikkerhedsmæssigt.
Vi ved derudover, at kinesiske forskere kan være under pres fra officielt kinesisk hold til også at tænke Kinas interesser ind i deres arbejde i udlandet.
