Mellemøsten står over for en potentiel større krig med de eskalerende kampe mellem Israel og Hezbollah. Set fra Iran og Hezbollahs perspektiv er der meget at risikere ved at udløse en sådan krig. For dem handler konflikten med Israel ikke kun om kortsigtede sejre, men om at bevare den magt og indflydelse, som den iransk-ledede modstandsakse har opbygget i regionen gennem årtier.
”Befolkningen i regionen og verdens befolkning har ikke råd til, at Libanon bliver til endnu et Gaza”.
Sådan advarede FN’s generalsekretær António Guterres fra talerstolen i FN’s hovedkvarter d. 21. juni, og Guterres er ikke alene om at påpege alvoren af konflikten ved grænsen mellem Libanon og Israel.
Gennem de sidste otte måneder har kampene nemlig kun udviklet sig i én retning: mod mere hyppige, omfattende og langtrækkende angreb fra begge sider. Både Israel og Hizbollah har ytret, at de er forberedte på en større krig, og de seneste uger er frygten vokset for, at parterne vil gøre alvor af deres indbyrdes trusler.