Digitale grænseteknologier spiller en central rolle i at begrænse migrations- og flygtningestrømme til Europa, men i mødet med disse teknologier udsættes mennesker for friheds- og menneskerettighedskrænkelser. Udviklingen mod mere grænseteknologi og betydningen for EU’s asyl- og migrationspolitik er ofte et overset emne, som kræver kritisk opmærksomhed.
Jeg famler med mit rødbedefarvet pas. Mærker de tunge blik i nakken fra mine medrejsende. Jeg finder omsider billedsiden og lægger det frem til aflæsning. Jeg kigger stift ind i et lille kamera og lader det scanne min iris. To-fire-seks sekunder og endelig åbner paskontrollens elektroniske porte, og jeg går langsomt igennem for at finde min gate.
Jeg står i Københavns Lufthavn på vej til London. Som hvid, dansk-englænder har lufthavnens grænsekontrol altid været et banalt sted. Et uproblematisk transitpunkt til at opleve glæderne ved den frie mobilitet – eller hvad Hannah Arendt har kaldt den ”prototypiske gestus for at være fri”. For andre, som ikke deler mit lyse pigment og rødbedefarvede pas, kan den selvsamme grænse være alt andet end banal. Grænsen er kompleks, farlig og uigennemskuelig. Den kan repræsentere en ny start på tilværelsen, men den kan også være en rejses endegyldige. Grænsen er ofte det konstante mistænkelige blik, som minder dig om, at du aldrig bliver en ”normal” borger i denne del af verden.
Grænsen er også materiel, teknologisk og fysisk – med andre ord er den en ting. Grænsen er den maskine, som tog en scanning af min iris, og grænsen er det informationssystem, som EU bruger til at lagre mit helt unikke datasæt.
Grænsekontrollens materialitet spiller en essentiel rolle i EU’s asyl- og migrationspolitik – fra de droner, som Frontex bruger ved Middelhavet til det EU-støttede biometriske system i Sahel – men udviklingen i grænseteknologi er ofte et overset analytisk udgangspunkt. Begynder vi at pille i materialiteten, begynder vi dog at se, at der gemmer sig nogle farlige, komplekse og udemokratiske praksisser bag.
