Der har været meget kritik af Verdenssundhedsorganisationen i forbindelse med coronakrisen. USA har i raseri meddelt, at de vil trække sig helt ud. Men medlemslandene har mest af alt kun sig selv at takke for, at det er gået så skidt.
Vi har alle fået lidt af et crashkursus i epidemiologi, virologi og global sundhed i løbet af 2020. Samtidig har COVID-19-pandemien i den grad sat spotlyset på Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Det er der gode grunde til. WHO er FN-systemets ledende sundhedsorganisation og dermed en central aktør i det multilaterale system. Fokus har dog ofte været for snævert. Problemerne handler nemlig om meget mere end WHO’s ageren. Der er imidlertid stærke interesser, der foretrækker at reducere debatten til netop dét perspektiv for at flytte opmærksomheden og eventuelt ansvar væk fra dem selv.
Hvis man ønsker en seriøs diskussion af WHO’s håndtering af COVID-19-pandemien, er man nødt til konsekvent at inddrage medlemsstaternes rolle og ansvar i analysen. Man kan for eksempel stille spørgsmålet ’lever medlemsstaterne op til deres internationale forpligtelser?’ Samtidig bør vi interessere os for det, som man kan kalde ’sundhedsinternationalisme’. Det er netop denne internationalismes livsvilje, som vi bør tage pulsen på i lyset af det, som vi har gennemlevet i 2020.
FN’s medlemsstater afgør i udstrakt grad grundvilkårene for WHO’s virke og dermed dens evne til at agere i globale sundhedskriser. Det har i årtier været velkendt, at WHO var underfinansieret. Samtidig har der været en løbende debat om organisationens effektivitet. Denne debat har fokuseret på særligt to aspekter: behovet for administrative reformer internt i WHO samt på det langt bredere spørgsmål om global health governance.
Dette sidste aspekt henviser til den institutionelle arkitektur, hvormed det internationale samfund organiserer det globale sundhedsarbejde og hvordan denne kan styrkes og gøres mere tidssvarende.
