Vi lever i et asiatisk århundrede. Asien bliver det nye centrum for verdens økonomiske og politiske udvikling. Det er nu klart, at dem, der havde håbet på demokratiske reformer i Kina, tog fejl. Samtidig har de sidste fem år afsløret en russisk ambition om at være en stormagt og en spiller og til dels modspiller på den internationale scene. Hvad betyder det for dansk udenrigspolitik?
Coronakrisen har indtil videre styrket både Kina og Rusland verdenspolitisk. Kina brugte krisen til at gøre kort proces med demokrati-aktivisterne i Hongkong, og de har klaret sig økonomisk langt bedre igennem krisen end Vesten. I Rusland brugte Putin krisen som røgslør til at sikre sig selv magten frem til 2036. Begge magter står stærkt et halvt år inde i pandemien overfor de vestlige lande.
For Søren Espersen (DF), tidligere formand for Udenrigspolitisk Nævn, er det dog klart Kina, der er den reelle trussel. ”Jeg mener, at det, der sker i Kina, er det altafgørende. Jeg hører til dem, der mener, at vi har alt for meget fokus på Rusland,” siger han og afviser samtidig farer fra Rusland.
Rusland har slet ikke kapacitet til at true Vesten, mener Søren Espersen: ”Kina derimod er en helt anden trussel. Hver femte uge sprøjter de et nyt krigsskib ud fra et værft. De arbejder på højtryk på to hangarskibe. De opruster som vanvittige.”
Og, siger Søren Espersen, asiaterne er helt med på, hvad den oprustning betyder: ”Ude i Asien ved de godt, hvad det er for en trussel, Kina udgør”. Martin Lidegaard er enig i, at Kina udgør en stigende trussel og at landet er kommet styrket ud af pandemien. ”Kina er hjem for hver femte beboer på kloden. Kinas økonomi vil være større end USA’s indenfor kort tid. Kina udgør naturligvis ikke en konventionel trussel imod Danmark. Det er en langt mere subtil og værdibaseret udfordring, som Kina præsenterer os for.”
