Kinas præsident Xi Jinping har samlet magten hos sig selv mere end nogen leder siden Mao og kan blive siddende på livstid. Indtil videre er det gået godt, og Kina er kommet godt gennem første fase af coronakrisen. Men den ekstreme centralisering rummer også store farer.
Da Xi Jinping i 2012 blev valgt til generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti (KKP), var Kina i dyb politisk krise, skabt af en række spektakulære skandaler. Den mest prominente skandale fandt sted i millionbyen Chongqing foråret 2012, hvor det kom frem, at den stedlige partisekretærs hustru angiveligt stod bag mordet på en britisk forretningsmand på grund af uenighed om forretningstransaktioner.
Partisekretæren var ikke en hvem som helst. Det drejede sig om Bo Xilai, fremstående medlem af politbureauet og kandidat til medlemskab af politbureauets Stående Udvalg i forbindelse med ledelsesskiftet i 2012. Bo Xilai var søn af Bo Yibo, en af de såkaldte otte udødelige, der styrede Kina i 1980’erne og 1990’erne, og var i virkeligheden af finere revolutionær familie end Xi Jinping.
Det var også en større skandale, da det viste sig, at Ling Jihua, lederen af Centralkomitéens magtfulde generalkontor, ligeledes i foråret 2012, havde forsøgt at neddysse, at sønnen var blevet dræbt i en ulykke på fjerde ringvej i Beijing, da han kørte galt i sin Ferrari sportsvogn med to halvnøgne tibetanske kvinder ombord.
Både Bo Xilai og Ling Jihua var tilsyneladende i ledtog med ingen mindre end Zhou Yongkang, der var blevet valgt ind i politbureauets Stående Udvalg i 2007 og udpeget til at lede den kommission, som har politisk ansvar for det retlige område, og dermed kontrollede domstole, politi og sikkerhedsapparat med et større budget end hele militærets.
