Hvad er det med fransk arrogance, der altid har det med at give bagslag?
Vi befinder os et ukendt sted i Paris. Året er 1960. 23-årige André Merlaux er lige blevet rekrutteret til den franske efterretningstjeneste. I et mødelokale med tre mørke vægge og et vægparti af glas sidder en masse utilfredse repræsentanter fra de franske kolonier, der vil have selvstændighed. Her sidder også André i et møde med Afrikaspecialisten Agent Moulinier og repræsentanter fra en afrikansk stat. Man kan mærke dominobrikkerne falde, for afrikanerne vil have frihed ligesom alle andre kolonilande.
Over det mahognimørkebrune langbord svarer Agent Moulinier med en smøg i hånden og hvide opsmøgede skjorteærmer: ”Hvem gav jer en uddannelse? Lærte jer at læse og skrive? Tale et rigtigt sprog? Hvem gav jer en ægte religion?” Der er selvfølgelig kun ét rigtigt svar: La France!
La France er kendt for mange gode ting: finkultur, gastronomi, elegance, kunst og litteratur. Men det er i lige så høj grad kendt for tungt bureaukrati (der ikke kan gå langsomt nok), hovmod og dovenskab. Det ændrer sig ikke, selvom man er placeret i et højtrangrangeret internationalt spionagentur. På den måde skaber fiktionsserien A Very Secret Service (original titel: Au Service de La France, red.) en morsom række af episoder, hvor fransk nøjeregnende kontorpolitik støder sammen med 1960’ernes bipolare udenrigspolitik og et fransk koloniimperium på randen af kollaps.
I serien møder vi forskellige finurlige og excentriske karakterer såsom specialagent for østblokken, Calot – en høj, ranglet og introvert spionagent, som har det bedst med den sovjetiske kølige kultur, og som ofte mister sit fodfæste, når han skal (eller mere korrekt sagt tvinges til at) arbejde med amerikanere eller briterne bag jerntæppet. Specialagent for Fransk-Algeriet, Jacquard, har mere travlt med at drikke kaffe på de lokale stamcafeer i Kasbaen og kommandere de indfødte rundt end at sørge for, at landet ikke lader sig løsrive.
