Afghanistan-krigen repræsenterer et skelsættende forløb i Vestens historie. I denne beretning reflekterer Charlotte Flindt Pedersen over sit eget personlige møde med Afganistan og over, hvad der gik galt i den 20 år lange krig.
Første gang jeg mødte en person fra Afghanistan, var da jeg boede i Moskva i 1986. Det var før, Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov trak de sovjetiske tropper ud af Afghanistan og afsluttede krigen. Afghaneren, lad os kalde ham Najib boede på kollegiet, hvor jeg boede. Her boede vi sammen med mindst 50 andre nationaliteter, der studerede sprog og litteratur i Moskva. Udover at være ph.d.-studerende, virkede det også som om, at Najib tog en pause fra livet i Afghanistan.
Hjemme var der krig. På den ene side stod fundamentalistiske islamiske oprørsgrupper, der havde base i bjergene, og som ønskede at overtage magten i landet. På den anden stod den afghanske regering og en hær, som var støttet af Sovjetunionen. Det lyder måske bekendt. Det skal vi vende tilbage til.
Jeg havde også kontakt til en russisk krigsveteran fra Afghanistan-krigen, som var ved at danne en veteranforening med inspiration fra de amerikanske vietnamveteraner. Sammen besøgte vi andre veteraner, der uden ben og udsigt til protese boede i etageejendomme i Moskva uden fungerende elevator, bundet til deres bolig, overladt til familiens og de andre krigsveteraners nåde. Alle disse unge mænd havde én ting til fælles: De følte, at de havde kæmpet en forgæves krig for et land – Afghanistan, men også Sovjetunionen – som var ved at gå i opløsning på alle fronter og en kommunistisk ideologi, som ikke længere gav mening.
Hylderne i butikkerne var tomme, og leninisme-kommunisme som samfundsorganiserende ideologi havde spillet fallit. De fortalte mig, at de ikke havde haft en jordisk chance for at vinde krigen, da fjenden aldrig viste sit ansigt og kunne dukke op alle vegne – selv hos børn. Og de var ikke trænet i guerillakrig. Men først og fremmest forstod de ikke, hvorfor de havde kæmpet den krig, til hvilken nytte, og for hvem. Mange blev narkomaner eller gik til i druk. Senere under Jeltsins vilde 1990’ere fandt flere en mening med deres liv og anvendelse for deres kompetencer fra Afghanistan som det laveste led i fødekæden i den stadig tiltagende organiserede kriminalitet.
