Under Anden Verdenskrig led belarusserne som få andre befolkninger, og danske frivillige havde en stor del af skylden. Nu er landet undertrykt af sin egen hersker – tiden er kommet til at hjælpe.
Teksten er en redigeret version af Niels Barfoeds tale til åbningen af Det Udenrigspolitiske Selskabs høring om Belarus på Louisiana d. 11. august 2021.
Engang – før de to verdenskrige og det kaos, de spredte over Østeuropa – løb der en hovedvej tværs gennem det europæiske kontinent. Den travle og myldrende forbindelseslinje udgik fra Moskva og førte i stik vestlig retning til Warszawa og herefter videre til Berlin.
Godt halvvejs til Warszawa passerede den en russisk provinshovedstad ved navn Minsk, et guvernement i det gamle Tsarrige. Hvilket Minsk ikke altid havde været. Det, vi længe kaldte hviderusserne, havde nemlig hørt snart til Polen og snart til litauiske storfyrstendømmer. Altid som undersåtter.
Grænser er blevet flyttet hen over det vidtstrakte landskab af søer, sand og sumpe, systemer har skiftet, men herrer over sig selv nåede belarusserne aldrig at blive, bortset fra nogle få euforiske og mindeværdige måneder i 1918.
