Talibans magtovertagelse af Afghanistan var et chok. Efter næsten tyve års kamp tabte Vesten krigen. I dette essay fortæller Malek Sitez om sin rejse og oplevelse af krigen.
Jeg sidder i mit hus i Solrød Strand. Det er august, og tv’et er tændt. På skærmen kan jeg se mænd og kvinder i lufthavnen i Kabul. Hundredvis af unge mennesker løber med et stort amerikansk passagerfly på landingsbanen. Piloterne ignorerer folk, og flyets motorer er tændt. Nogle unge drenge sidder i dækslerne på flyets hjul. Pludselig tager flyet fart. Fire lig af unge drenge bliver senere fundet i Khaairkhana-distriktet nær Kabuls lufthavn. I tv’et spørger en BBC’s reporter en ung kvindelig journalist, hvorfor hun forlader Afghanistan. Hun svarer: ”Jeg er i fare. Taliban vil dræbe mig, hvis jeg bliver i landet. Jeg hader dette land.”
Den dag fandt der mange dramatiske begivenheder sted i Afghanistan. Jeg kunne ikke tro det. Store byer overgav sig på stribe til Taliban. Landets militær på 350.000 mand, der er udstyret af NATO og amerikanerne, kunne ikke bekæmpe oprørsgruppen, og præsidenten og hans 50 nærmeste rådgivere flygtede fra landet.
Kort efter blev et billede af Talibankrigere lagt ud på Facebook. De sad på præsident Ghanis kontor i præsidentpaladset, det såkaldte ARG – symbolet på den politiske magt i Afghanistan.
Jeg fulgte billederne på livestream fra lokale og internationale medier. Personalet på den amerikanske ambassade brændt alle vigtige dokumenter. Røgen fra de brændte papirer dækkede luften i den vestlige del af Kabul, som ligger tæt på lufthavnen. Tyve års intervention gik op i røg. Jeg kunne ikke sove den nat. Jeg tænkte på de unge drenge og på den kvindelige journalist. På krigen, der har taget deres og så mange andre menneskers hjemland.
