Leder du efter Det Udenrigspolitiske Selskabs hjemmeside? Vi har skiftet domæne. Klik dig ind på www.udenrigspolitik.dk

Udenrigs III 2019

Macrons vanskelige udenrigspolitiske balancegang

Kan Frankrigs præsident leve op til sin egen grandiose retorik og løfter om forandring? Udenrigspolitisk forsøger han at balancere principperne med sin virkelyst og ambitioner. Men han skal passe på, at fleksibiliteten ikke helt overskygger principperne.

Præsident Emmanuel Macron kom til magten i Frankrig med et budskab om fornyelse. Her midtvejs i hans præsidentperiode er det nok mere rigtigt at tale om tilpasning. Der er ikke meget i den nationale reformproces, der afgørende bryder med normer eller kan siges at være radikale nybrud. Macron låner fra alle sider og finder det mulige kompromis. Hans stædighed og vilje til at holde fast i reformsporet har til gengæld ikke været hverdagskost i fransk politik. Han lader sig – så vidt – ikke bøje, fordi et stærkt reformeret Frankrig ikke alene er nødvendigt for Frankrig selv. Det er i Macrons univers også en forudsætning for at kunne spille den rolle, både europæisk og i international sammenhæng, som Frankrig bør. De to går hånd i hånd. Men hvad er det, der driver ham, her i den større ramme af fransk udenrigs- og europapolitik?

Emmanuel Macron har selv tidligt i sit præsidentskab bekendt sig til gaullo-mitterrandismen og erklæret, at ville bryde med “neokonservatismen à la française”. For en ung politiker opvokset efter murens fald er det umiddelbart nogle tunge og forbløffende traditionelle begreber at jonglere med. Ukarakteristisk for den ellers uideologiske Macron. Præsidentens udtalelser har måske netop af den grund givet anledning til hidsig debat om den franske udenrigspolitiske tradition.

Det var den tidligere udenrigsminister Hubert Védrine, der i 1980’erne skabte prædikatet ’gaullo-mitterrandismen’. Det favner den udenrigs- og europapolitiske arv fra både general Charles de Gaulle og siden François Mitterrand. Deres syn på tingene var langt fra altid sammenfaldende, men blev det dog med hensyn til det centrale element, den nukleare afskrækkelse. Det er dette i sig selv lidt vanskelige samlebegreb, som generationer af politikere siden har taget til sig som betegnelse for Frankrigs særlige og uafhængige vej: Et stærkt Frankrig i et stærkt Europa som mål og Washington holdt ud i armslængde. Det har været den gængse forståelse, indtil denne tradition i manges øjne blev brudt fra 2007 og frem af præsident Nicolas Sarkozy og efterfølgeren François Hollande med ’neokonservatismen a la française’. Eller måske mere præcist den modstrøm af atlantister eller occidentalister, der placerer Frankrig mere entydigt i en transatlantisk ramme og en fælles kamp for fælles værdier.

Få adgang til UDENRIGS.DK

Gratis prøveabonnement i 30 dage

Få adgang til Udenrigs

TEGN ABONNEMENT
Allerede bruger? Log ind her
Kirsten Malling Biering

Kirsten Malling Biering (f. 1951) er associeret seniorrådgiver i udenrigspolitik og diplomati ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hun er tidl. dansk diplomat og ambassadør i Frankrig. Hun er uddannet cand.mag. i russisk og kunsthistorie ved Københavns Universitet og har tidligere været Danmarks første ambassadør i Letland. Herefter var hun kontorchef i Udenrigsministeriet efterfulgt af en tid som formand for OSCE-gruppen om terrorisme.