Samerne er spredt udover fire lande og har – ligesom kurderne – aldrig formået at få deres eget land. Kan medlemskab af Nordisk Råd være vejen frem?
Ligesom kurderne i Mellemøsten er samerne et folk med fælles et sprog – om end talt i mange dialekter – der lever i forskellige nationalstater. Grænserne i Norden er ikke så skarpt bevogtede som grænserne mellem Iran, Irak, Tyrkiet og Syrien, men problemstillingen er den samme. Er samerne etniske minoriteter eller nationale mindretal på vej mod at blive ét folk eller nation? Det er ikke nemt nogen steder i verden og plejer at kræve en krig. Samerne har dog haft det held, at Nordisk Råd måske kan slå bro mellem nationalstater og enheder, der ikke har fuld suverænitet – endnu.
Samerne lever i Nordskandinavien og på Kola-halvøen i Rusland og blev tidligere kaldt ’lapper’ eller ’finner’ og deres bosætningsområder ’Sameland’. De er nu internationalt anerkendt som et ’oprindeligt folk’. Deres antal lader sig ikke beregne eksakt. Historikeren Helge Salvesen anslår, at der findes lidt over 50.000 samer, deraf 30.000 i Norge, 15.000 i Sverige, 5.000-6.000 i Finland og mellem 1.800 og 2.000 på Kola-halvøen i Rusland. I Norge flytter de mellem vintergræsningsarealer i Finnmark og sommergræsningsarealer ved kysten og på øerne i Atlanterhavet. Længere mod syd i Helgeland og Trøndelag flytter de over mindre afstande. I Sverige flytter samerne om foråret fra de lavere liggende skovområder til højfjeldet i vest.
Samerne og de finsktalende kvener blev hårdt behandlet af den unge nationalstat Norge i første halvdel af det 20. århundrede, der gav dem et ’godt tilbud’ om at blive ‘rigtige’ nationale nordmænd – en behandling, de norske fangstfolk sikkert ville have givet østgrønlænderne, hvis Norge havde vundet striden med Danmark ved den internationale domstol i Haag i 1933. Den ældre og nationalt mere konsoliderede nationalstat Sverige førte en mere velvillig og paternalistisk politik overfor ’sine’ samer – der også var betragteligt færre. Indtil afståelsen af Norge i 1814 havde kongen i København ført en tilsvarende politik i Norge ud fra det lutherske ideal om, at Guds ord skulle prædikes for de indfødte på deres eget sprog – et ideal, der ikke fandt anvendelse i Norge og på Færøerne, fordi de kunne forstå den danske bibeloversættelse. At kirkens tekster længe blev trykt på dansk i København og læst med norsk accent, er baggrunden for, at flertallet af nordmænd i dag taler dialekter, der ligger tæt på bokmål, hvilket er meget tættere på dansk, end de færre dialekter, som ligger tæt på nynorsk.
