Coronapandemien ramte verden på et tidspunkt, hvor det internationale samarbejde er udfordret. Både FN og EU er under pres, og indtil videre synes pandemien alene at accentuere de udfordringer. Hvad betyder det for dansk udenrigspolitik?
Coronakrisen har været en kold spand vand i hovedet på dem, der måtte nære illusioner om graden af international solidaritet.
USA har de sidste fire år spillet en ny rolle som destabilisator i internationale sammenhænge. FN, der fylder 75 år i år, har vist sig overvejende handlingslammet, når det kommer til de aktive væbnede konflikter. Den Europæiske Union har set et af de største lande forlade samarbejdet, som også udfordres af indre spændinger mellem øst og vest, nord og syd.
Ifølge Michael Aastrup Jensen (V), der er næstformand for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, har krisen tydeliggjort nogle barske vilkår for det internationale samarbejde, også blandt vores tætteste allierede:
”Vi har set, at vi ultimativt er os selv nærmest,” siger han. ”Vi har set, at lande stjal forsyninger fra hinanden, da der var mangel på det. Der var lastvogne på vej til Danmark med livsnødvendige forsyninger, der simpelthen forsvandt – de forsvandt, og vi ved ikke, hvor de er. Vi har set lande købe stort ind til sig selv på andres bekostning.”
