Midt i en pandemi fik George Floyds voldelige død racedebatten til at eksplodere. Samtidig er cancel-culture-krigene i fuld gang. Hvordan får vi skabt et offentligt rum, hvor der er reel ytringsfrihed og folk lytter til og lærer af hinanden? Det er vor tids store udfordring.
Rygsækken står pakket i entréen. Det er aftenen før, jeg skal på gymnasietur til Østberlin. Forinden har vi kæmpet os gennem tykke bøger om Den Kolde Krig, Tysklands deling, dissidenter fra Østblokken. Men på fjernsynet ruller nu helt nye billeder henover skærmen, østberlinere og vestberlinere er kravlet op på Muren. Fra hver sin side hakker de store betonstykker væk med hamre, sten og hvad der findes i nærheden. Hujer, græder og omfavner hinanden. Muren falder. 9. november 1989 var min generations første historiske øjeblik. Jeg mærkede vingesuset og så grænser blive ophævet.
2020 giver en lignende følelse af historisk tyngde og vendepunkt. De seneste måneder er en pandemi og en global identitetskamp rullet henover kloden. Black Lives Matter har fået statuer til at vælte og luften er ladet med revolution. Men stemningen er en anden; mere dystopisk og polariseret. Hvorfor? Hvordan gik vi fra en global sundhedskrise til en global identitetskamp, og hvilke konsekvenser har det for den offentlige samtale?
Det er marts. En regnfuld, grå, udstrakt måned. Vi følger de forskellig farvede kurver på antallet af indlagte og døde, ser lastbiler i Norditalien køre ligene bort. Verden lukker gradvist ned. Samtidig kommer børnene i hjemmeskole, arbejdsdagene forvandler sig til uendelige rækker af Zoommøder; hjemlige sysler tager over. Mine venner og kolleger rundt om i verden laver tilsyneladende det samme som jeg, og jager frygten på porten med sort galgenhumor.
Min libanesiske veninde sender mig en lille video, hvor familien danser hiphop i køkkenet, alle iført det nu obligatoriske joggingsæt. I Frankrig er det alene et dagligt satireshow på YouTube, der angiveligt holder min ven fra at blive sindssyg i familiens konstante selskab.
