2020’erne bliver klimaets årti. Danmark kan spille en central rolle – hvis vi forstår, at tiden, hvor stater kan styre udviklingen, er forbi. Nu er netværk dét, der gælder.
For at kunne føre en grøn udenrigspolitik er man nødt til at forstå, hvad klimaforandringer er, og ikke mindst hvad klimapolitik er. De fleste kan nikke genkendende til den beskrivelse, at klimaet og klimaforandringerne er et globalt grænseoverskridende fænomen og dermed også et globalt problem. Derfra er det let at nå frem til den forståelse, at klimaforandringer kræver en global politisk løsning.
Traditionelt set vil det så være et område for nationalstaterne og det internationale system, og dermed at grøn udenrigspolitik og klimapolitik er to sider af samme sag. Denne tilgang er dog for længst blevet udfordret både indefra og udefra. Og med god grund. Klimaet som system er, sammen med de biologiske og geologiske systemer, overordnet og grundlæggende for alt liv på jorden, og vi har bragt disse systemer ud af balance.
Klimaforandringerne tvinger os til en total udfasning af fossile brændstoffer fra produktion til anvendelse. Fra et klimapolitisk perspektiv er opgaven at forhandle og styre overgangen fra de nuværende og ødelæggende politiske, økonomiske og sociale systemer til bæredygtige strukturer, der passer sammen med jordens livgivende systemer. Det tvinger os til at tænke klimapolitik på en helt anden måde end traditionel politik, hvor vi skiller mellem lokalt, nationalt og internationalt niveau og grænser, hvor nationalstaterne styrer udviklingen.
Klimapolitik kan ikke meningsfuldt isoleres til eller inddeles i for eksempel international politik, udenrigspolitik eller national politik defineret ud fra hvilken side af nationalstatens grænser, man befinder sig på.
