Den juridiske og politiske struktur bygger på et mekanisk, menneskecentreret verdensbillede, som ikke matcher de globale udfordringer, vi står overfor. En mere holistisk debat om naturens rettigheder er i fuld gang på verdensplan. Det kan blive et helt afgørende vendepunkt for kampen mod klimaforandringer.
”Gennem hele retshistorien har hver på hinanden følgende udvidelse af rettigheder til en hvilken som helst ny enhed hidtil været en smule utænkelig”, skriver Christopher D. Stone i sin banebrydende artikel fra 1972, som har inspireret mange jurastuderende, inklusive denne forfatter. Efter at have placeret den historiske udvidelse af rettigheder til nye kategorier af personer (såsom ’kvinder’, ’udlændinge’, ’fanger’ og ’slaver’) i forbindelse med en voksende kreds af moralske anliggender, fortsætter han: ”Jeg foreslår helt alvorligt, at vi giver juridiske rettigheder til skove, verdenshave, floder og såkaldte ”naturlige objekter” i miljøet – ja, faktisk til det naturlige miljø som helhed”.
Og hvad gør forslaget utænkeligt? Som Stone så veltalende reflekterer, er det ”delvis fordi, at indtil den retsløse ting får sine rettigheder, kan vi ikke se den som andet end en ting til ”vores” brug – dem, der på det givne tidspunkt har rettigheder.”
Dertil vil jeg tilføje, bevægelsen for naturens rettigheders vigtighed ligger i dens ambition om ikke kun at konfrontere opfattelser af lov, men også verdensbilleder.
