Vi historikere ynder at kokettere med, at det vi gør i lige så høj grad er et håndværk, som det er videnskab. Og hvis vi skulle komme i bekneb for argumenter for vores uundværlighed, så kan vi altid citere den spanske filosof George Santayanas ord om, at “den, der ikke kender historien er dømt til at gentage den”.
Citatet fra Santayana udlægges som regel som en måde at sige på, at man skal lære af fortidens fejl – men hvilke fejl? Skal historien gøres anvendelig for nutidens beslutninger, må man lede efter relevante historiske paralleller – passende analogier. Er det en særlig del af den politiske beslutningsproces, som historikere kan og bør påtage sig?
Den amerikanske historiker Ernest R. May skrev i 1973 en bog med titlen “Lessons” of the Past; The Use and Misuse of History in American Foreign Policy (London: Oxford University Press, 1973). Her belyste han, hvordan amerikanske præsidenter og rådgiverne omkring dem i en række kriser havde forsøgt at forstå udenrigspolitiske problemer ved at finde og analysere passende historiske analogier. Det var Mays generelle indtryk, at disse beslutningstagere som regel brugte historiske erfaringer dårligt og sjældent ledte grundigt nok efter en passende analogi. Efter hans opfattelse var der her en oplagt opgave for professionelle historikere. Ernest May underviste senere selv et kursus i ‘anvendt historie’ på Harvard University, og i 1986 skrev han sammen med politologen Richard Neustadt bogen Thinking in Time: The Uses of History for Decision Makers.
Manifest for anvendt historie
Senere døde ideen om anvendt historie lidt ud i USA, men den er fornylig blevet genoplivet af to andre Harvard-historikere, Niall Ferguson og Graham Allison. Ferguson hævder, at de fik ideen, mens han arbejdede på en biografi om tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, og i august 2016 udarbejdede de et manifest for anvendt historie.
