Kina satser i stigende grad på eksport af vedvarende energi til Afrika. Hvilke perspektiver rejser det for Vestens værdipolitiske dagsorden i Afrika om god regeringsførelse, kønslig ligestilling eller EU’s ønske om at bremse strømmen af økonomiske flygtninge fra kontinentet? Ja, hvilke interesser og dynamikker er det, der ligger bag den nye tendens i Kinas verdensøkonomiske ekspansion?
De fleste ved godt, at Kina er en afgørende spiller i verdensøkonomien, og mange har bidt mærke i kinesernes synlighed i Afrika. Endnu før Aarhus og Odense får deres letbaner på skinner, kører der en spritny letbane/metro i Addis Abeba, Etiopiens hovedstad, opført af det statslige kinesiske Changchun Railway Vehicles.
Lige så skelsættende bliver den 750 km lange jernbane, der snart vil forbinde det afrikanske politiske magtcenter med udskibningshavnen i Djibouti. Men hvor mange gør sig klart, at Kina også er slået ind på vedvarende energi i sin eksport til Afrika og således konkurrerer med Vestas og andre danske grønne spydspidser på de oversøiske markeder?
Afrikanernes interesse i at tage imod den grønne kinesiske udviklingshjælp er åbenlys. Afrika syd for Sahara er i den grad underforsynet med adgang til elektricitet sammenlignet med resten af verden – manglen omfatter 635 millioner mennesker. Derfor anser udviklingsforskerne Wie Shen og Marcus Power (Africa and the export of china’s clean energy revolution, Third World Quarterly, vol 38, issue 3.) energi som nøglen til Afrikas udvikling – dvs. et springbræt til lokal jobskabelse.
Hertil kommer, at afrikanerne oplever truslen om klimaforandringer som den mest nærværende globale trussel, hvorimod truslen om terror trods Boko Haram, Al Shabab osv. ligger længere bagud i bevidstheden. Det viser tal, som Politiken har offentliggjort for hvilke globale trusler, der optager befolkningerne på fem forskellige kontinenter (1. aug., 2017). Så Kina løber åbne døre ind.
