Det arabiske forår, som tog sin begyndelse i Tunesien i december 2010, syntes at have nærmest revolutionær karakter. Ikke bare bragte demonstrationer og opstande i løbet af få måneder tilsyneladende urørlige diktatorer i Tunesien og Egypten til fald, men i takt med at oprøret bredte sig til andre stater og nogle steder udviklede sig til væbnede konflikter og borgerkrig, forekom det relevant at stille spørgsmålet, om selve det arabiske statssystem – skabt i forbindelse med Osmannerrigets sammenbrud og afslutningen af Første Verdenskrig – var under forandring.
Diskussioner om hvad der er blevet benævnt Mellemøstens kunstige grænser og/ eller stater, som i næsten et helt århundrede har været et centralt tema i mellemøstforskningen, dukkede igen op til overfladen. Var der en sammenhæng mellem de særlige forhold, under hvilke de moderne mellemøstlige stater blev skabt, og de arabiske opstande? Og i videre forstand: ville de voldsomme konflikter i lande som Bahrain, Egypten, Libyen, Irak, Yemen og i særdeleshed borgerkrigen i Syrien føre til ændringer af Mellemøstens grænser og måske endda til nye statsdannelser?
Der er god grund til at modificere alt for forenklede forestillinger om den kunstige karakter af de arabiske grænser og stater og synspunktet om, at de mange problemer i den arabiske verden skyldes gennemførelsen af den hemmelige Sykes-Picot-aftale, der blev indgået i 1916, og som i mellemkrigstiden dannede baggrund for mandatstyret i Irak, Jordan, Libanon, Palæstina og Syrien. For det første opstod de nye staters grænser ikke ud af den blå luft, men var delvist baseret på historiske transformationsprocesser, der fandt sted i de arabiske territorier før det 20. århundrede. For det andet befandt nogle af de arabiske stater sig uden for Sykes-Picot-aftalens rækkevidde. Det var for eksempel tilfældet for Yemen og Libyens vedkommende, begge aktuelt karakteriseret ved intern politisk splittelse.
For det tredje kan det i høj grad diskuteres, om det giver mening at tale om kunstige grænser og stater i Mellemøsten skabt som produkt af udefrakommende stormagters diktat efter krigens afslutning. De arabiske stater er resultatet af konflikter og krige, hvor også lokale aktører har spillet en central rolle, som det for eksempel er tilfældet med Egypten i første halvdel af det 19. århundrede. Landet var ikke bare reelt uafhængigt af Osmannerriget, men var endda i stand til at true dets dominans i Levanten. Disse realiteter ufortalt er myten om de kunstige stater og grænser dog særdeles livskraftig, ikke mindst i Mellemøsten, hvor en væsentlig del af kritikken af den vestlige indflydelse i regionen netop er bundet op på denne forestilling.
