Så fik vi en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Det var én af anbefalingerne i den såkaldte granskerrapport, som ambassadør Peter Taksøe-Jensen offentliggjorde tilbage i maj 2016. Det var såmænd en god idé, men den blev desværre dårligt udført. Problemet er, at regeringen glemte at læse resten af granskerrapporten.
I dag har enhver organisation med respekt for sig selv en strategi. Det gælder fodboldklubben, den private virksomhed, kommunerne og enhver anden offentlig organisation. Nogle organisationer har sågar mange strategier, som gerne skulle passe sammen på én eller anden måde. Det gælder eksempelvis universiteterne, og det gælder også udenrigstjenesten.
Strategierne har typisk flere formål. De skal for det første markere, at organisationen har en ledelse, der har styr på sagerne. En ledelse der ikke har en strategi, kan ikke kalde sig en ledelse. Det første, en ny leder ofte gør, er at igangsætte en strategiproces. Det markerer, at vi har med en beslutsom leder at gøre.
Strategier skal for det andet fortælle medarbejderne, hvilke funktioner organisationen har, og hvor den bevæger sig hen. Medarbejderne skulle gerne have en klar fornemmelse af, i hvilken retning organisationen bevæger sig, og hvilken rolle de selv hver især spiller på rejsen mod målet. En organisation står nemlig ikke stille. Den skal per definition bevæge sig ét eller andet sted hen. Nutidens organisationsopfattelse synes at antage, at kun døde organisationer står stille. Hvis organisationen gør, hvad den skal, er det imidlertid heller ikke godt nok. Så begynder lederen at tale om, at organisationen nødvendigvis skal bevæge sig fra det gode til det bedre.
Endelig for det tredje har strategier en vigtig signalfunktion. Omverdenen skal også vide, at den pågældende organisation er vigtig. Den relevante interessent i omverdenen kan i realiteten være lederens chef, der skal overbevises om, at lederen er en god leder for en god organisation. Omverdenen kan også bestå af andre organisationer. Hvis organisationerne kæmper om de samme ressourcer, indgår strategien som et vigtigt signalværktøj, der er med til at legitimere, at den ene organisation frem for den anden skal have del i de fælles ressourcer.
