På sit højdepunkt fra 2011 til 2013 dækkede internationale medier udviklingen i Egypten dagligt. Åbenlyst ubetydelige begivenheder, som da en ukendt minister med et relativt uvigtigt ressortområde trådte tilbage i efteråret 2013, blev taget med i nyhedsstrømen. Sådan er det ikke længere. I dag glimrer Egypten ved sit fravær i internationale medier.
Egyptens fravær i medierne afspejler til dels, at andre mere presserende dagsordener presser sig på: Trump, Putin og NATOs fremtid. Brexit, Alternative für Deutchland og EU’s fremtid. Og i en mellemøstlig sammenhæng: Borgerkrig i Syrien, Irak, Libyen, Yemen og disse konflikters betydning for fremtidens jihadisme og flygtningestrømme.
Men det afspejler også, at det hæsblæsende tempo, med hvilket Egypten politisk og samfundsmæssigt udviklede sig i perioden fra januar 2011 til sommeren 2013, er blevet afløst af en monoton variation over det samme grundtema: kontrarevolution. Denne langstrakte og stadig ufuldendte undertrykkelse og tilbagerulning af den politiske massemobilisering, der væltede Hosni Mubarak i februar 2011, og af de forandringer, der i de efterfølgende to et halvt år udgjorde den forandringsproces, som Egypterne kaldte ‘thawra’ – revolution – startede med kuppet i sommeren 2013 og har over de sidste fire år haft massiv indflydelse på det egyptiske samfund.
Denne artikel analyserer dels, hvordan Egyptens islamister i det Muslimske Broderskab i perioden fra sommeren 2012 frem til militærkuppet i sommeren 2013 gødede jorden for kontrarevolution, dels de umiddelbare konsekvenser af denne tilbagerulning af revolutionen for Egyptens politisk liv og fremtid.
