‘Værdighed’ og ‘aktiv medbestemmelse’ var parolerne i det tunesiske oprør i 2011. Seks år efter er de egentlige problemer, der udløste oprøret – nemlig arbejdsløshed, store økonomiske forskelle mellem landets forskellige regioner og mangel på medbestemmelse – endnu ikke for alvor adresseret. Årene siden præsident Ben Ali forlod landet har været præget af politiske, Tunis-baserede eliters opgør med hinanden og sikring af egen magt og indflydelse.
Det var absurd at åbne for det tunesiske stats-tv TV7 om aftenen den 13. januar 2011 og høre præsident Ben Ali forsikre tuneserne: “Jeg har forstået jer (ana fhemt-kom el-kull) – jeg stiller ikke op til valget i 2014”. I dagene før havde det tunesiske sikkerhedspoliti skudt mere end 300 tunesere, der sammen med tusinder over hele landet havde demonstreret siden december 2010. Tunesernes svar på tv-talen var entydig: “Nej, hr. Præsident, du har ikke forstået os”. For det tuneserne ønskede var ordentlige økonomiske levevilkår, de ville have et arbejde, og de ville være aktive medborgere i deres eget land. Det vil tuneserne stadig. For seks år efter oprøret er der stadig sket meget lidt i forhold til de krav og ønsker om et værdigt hverdagsliv, som tuneserne fremsatte. Til gengæld er der sket meget – både op- og nedture – på den politiske scene.
De unges oprør
Den unge, veluddannede tunesiske frugthandler, der satte ild til sig selv, fordi han ikke ville finde sig i at blive behandlet dårligt af de lokale myndigheder, er blevet en velkendt historie også uden for Tunesien. Frugthandleren inspirerede i dagene efter sin desperate handling tusinder af unge til at gå på gaden og demonstrere, fordi de kunne identificere sig med ham og hans fortvivlelse.
Frugthandlerens og de unges følelse af et uværdigt og udsigtsløst liv skyldes især tre forhold:
