Krisen i Golfstaternes organisation Gulf Cooperation Council (GCC) blev indledt den 5. juni 2017, da Saudi-Arabien sammen med Forenede Arabiske Emirater (UAE), Bahrain, Egypten og Yemens eksilregering afbrød de diplomatiske forbindelser til Qatar og underlagde den lille stat en blokade, udviste qatarer fra Saudi-Arabien og pålagde dem forbud mod indrejse til kongeriget.
I midten af august 2017 meddelte Saudi-Arabien, at borgere fra Qatar kunne få tilladelse til gennemføre pilgrimsrejse til Mekka og Medina under den årlige hajj, der i år indledtes den 30. august.
Tilladelsen til, at qatarer måtte gennemføre pilgrimsrejse i Saudi-Arabien, kunne ses som en opblødning i konflikten, fordi den kom i stand efter det første møde mellem topfolk fra Qatar og Saudi-Arabien – men det er næppe tilfældet. Saudi-Arabien, der smykker sig med titlen ‘Vogter af de to helligsteder Mekka og Medina’, har internationalt forpligtet sig til at facilitere muslimer fra alle afkroge i verden til at kunne gennemføre hajj, og det ville være et klart selvmål at nægte qatarer denne religiøse pligt, fordi saudierne ville blive beskyldt for at politisere hajj’en.