I 1800-tallet kæmpede Rusland og Storbritannien om kontrol over de enorme landmasser i Centralasien. I dag er regionen central for både EU og Kina, imens Rusland står svækket, og USA er fraværende. EU bør opbygge partnerskaber, der er baseret på ligeværdighed, lokalt kendskab og et velfinansieret diplomati.
Undervejs i den nye verdensorden, der er ved at tage form i disse år, sker der også en rekonfiguration af geografien.
Det er sket med fusionen af Det Indiske Ocean og Stillehavet i ‘Indo-Pacific’-begrebet, der i dag bruges flittigt i særligt amerikansk og europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Indo-Pacific er imidlertid ikke en geografisk afgrænset region. Det er resultatet af en rekonfiguration, der gavner USA i sin konfrontation med Kina, idet USA på trods af en stærk flåde, allierede og militærbaser i Asien ikke selv ligger på kontinentet. Med det nye Indo-Pacific forsøger USA at kompensere ved at brede området ud og derved styrke egen position over for Kina.
På lignende vis er der en rekonfiguration i gang i Centralasien. Den udspiller sig over de enorme eurasiske landmasser, der udgør Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan. Den drives i høj grad af Kina: udbredelse af kinesisk infrastruktur og teknologi, som nu også har fået selskab af et kinesisk kulturelt fremstød.
