Efter årtier uden militære ambitioner gør Japan sig nu bemærket som strategisk tovholder i Sydøstasien. Et svækket USA og et stadig stærkere Kina fremtvinger udviklingen, mens ASEAN-landenes tillid til Japan muliggør den.
“At tillade Japan at sende sit militær til andre lande ville svare til at give likørchokolader til en alkoholiker.”
Singapores tidligere minister Lee Kuan Yew lagde ikke fingre imellem, da han i 1991 kommenterede, at Japan havde sendt et hold mineryddere til Den Persiske Golf efter Golfkrigen. Japans ydmyge bidrag til en verden, der netop havde været igennem en kold atomkrig og krige i Mellemøsten og Asien, kan ellers virke ret uskyldigt. Men landene i Sydøstasien var dengang stadig meget årvågne over for Japan efter at have været igennem den tidligere stormagts militarisme i det 20. århundrede.
Det samme var USA. Japans sikkerhedspolitik var under USA’s kontrol i årtierne efter krigen, og den berømte artikel 9 i landets forfatning, der blev indført af de amerikanske besættelsestropper efter Anden Verdenskrig, afstår direkte fra krig som en suveræn ret og forbyder brugen af magt til at løse internationale tvister.
