Kina har store planer i rummet – især
på Månen, som er en vigtig del af
Kommmunistpartiets strategiske
fortælling om sig selv som
menneskehedens fremskridtstog.
USA er dog stadig foran i kapløbet og
kommer øjensynligt til at være det i
nogle år endnu.
Rummet fylder meget i kinesernes bevidsthed. Man har ligefrem en ’national dag for rummet’ den 24. april. TV og aviserne – for ikke at tale om de sociale medier – er dybt optagede af billeder af kommende rumstationer og månelandinger og af billeder af glade taikonauter, der er den kinesiske betegnelse for astronauter, som er på vej ud til eller er kommet hjem fra rummet.
Månen fascinerer kineserne. Månen er poesi, magi, energi, frihed, myte, religion. Chang’e er den kvindelige gud for månen, og månen forbindes med menneskelige følelser som venlighed, lys og glæde. Kinas største fest er begyndelsen af måneåret, i januar eller februar. Det, at foråret er på vej, fejres ved at tage hjem til familien, og det medfører en gigantisk indre immigration, hvor hele den kinesiske befolkning på én gang rejser rundt i det store land.
Månen er således et symbol, men også en meget nærværende strategisk realitet.
Kina har i det seneste årti gjort omfattede fremskridt i udforskningen af månen. I 2018 alene blev der foretaget 35 rumrejser. I 2019 undersøgte et månekøretøj den mørke side af månen. Og i 2022-23 blev en kinesisk rumstation sendt ud for på sigt at erstatte den internationale rumstation.
