Trods fornyet dialog mellem Washington og Beijing forbliver den strategiske bundlinje uændret. De to stormagter befinder sig i en global kappestrid om magt, indflydelse og status, og så længe Kina fremstår som USA’s førsteudfordrer er det vanskeligt at stabilisere relationerne – endsige samarbejde
Da den amerikanske udenrigsminiser, Anthony Blinkens, længe udskudte Beijing-besøg endelig blev gennemført i juni, lignede det langt fra startskuddet til en diplomatisk offensiv mellem USA og Kina.
På det afsluttende møde mellem Blinken og Kinas magtfuldkomne leder Xi Jinping i Folkets Store Hal havde de protokolbevidste kinesere placeret Xi for bordenden, hvorfra han docerede i moraliserende vendinger over for sin amerikanske gæst. Og knapt havde Blinken forladt Beijing, førend et par kække bemærkninger fra Joe Biden om ”diktator Xi” fik kineserne til at udtrykke sig i så skarpe vendinger, at luften tilsyneladende straks gik af den seneste diplomatiske prøveballon.
Men i hælene på Blinken fulgte først finansminister Janet Yellen, dernæst klimatopdiplomaten John Kerry og endelig handelsminister Gina Raimondo, som hen over sommeren alle har været en tur i Beijing.
Krisediplomati er for en stund blevet afløst af samtalediplomati. Når vi imidlertid næppe har udsigt til en dybere stabilisering af det indbyrdes forhold mellem Beijing og Washington, skyldes det, at den strategiske bundlinje er uændret. Det internationale system er i disse år præget af dybtgående magtforskydninger og intens rivalisering, hvor USA og Kina befinder sig i en global kappestrid om magt, indflydelse og status med deraf følgende usikkerhed om den internationale orden og frygt for væbnet stormagtskonflikt.
