Offentligheden har stort set glemt det. Men NATO har en Irak-mission, som Danmark var leder af i tre år indtil i år. Denne type fjernkrige har gjort vores militære missioner mindre synlige, og dermed er den demokratiske debat forstummet herhjemme, skriver Helle Malmvig og Maria-Louise Clausen, der besøgte NATO-missionen i januar.
De danske soldater har uofficielt indtaget deres eget lille område af militærlejren. Her hænger de ud, styrketræner og spiller computerspil.
I et hjørne sidder en gruppe og pudser deres våben, to løfter tunge vægte foran et ramponeret spejl, andre skæver lidt distræt op mod et fjernsyn. De venter på en tur i de armerede køretøjer – måske skal de hente et par diplomater i lufthavnen eller eskortere en kommandør til det irakiske forsvarsministerium.
Der kunne også komme et raketangreb fra en irakisk shia-milits. Så har man da i det mindste prøvet at ”få føling,” som en af de unge soldater udtrykker det. Men det meste er bare kedelig ventetid for de mange soldater i Force Protection, som alene er i Irak for at beskytte NATO’s egne militære rådgivere.
NATO’s opgave i Irak er formelt at hjælpe og styrke det irakiske forsvar i alt fra strategiudvikling, antikorruption, lagerstyring, våbenindkøb, og pensumlister på officersskolerne, så de bedst muligt kan bekæmpe terrorisme og gøre Irak stabilt.
