Niels Jespersen var udsendt til Afghanistan tre gange.
Først som kampsoldat og senere som analytiker. Han ser tilbage på sin tid i Forsvaret, og hvad der gik galt i Danmarks længste krig.
Hvis det passer, at de fleste soldater i kamp ikke affyrer deres våben mod fjenden, så gjaldt det ikke mig. Da lejligheden bød sig, afsikrede jeg uden tøven mit gevær og åbnede ild mod Talibans kampstillinger. Efter selv at være blevet beskudt flere gange over de foregående måneder var det helt forløsende at få muligheden for at svare igen.
At soldater instinktivt føler modvilje mod at dræbe fjenden, har ellers været en vedtaget sandhed, siden den amerikanske officer og historiker S.L.A. Marshall i 1947 udgav bogen Men Against Fire: The Problem of Battle Command.
Marshall skrev bogen for at gøre den amerikanske hær mere kampduelig, men bogen er siden blevet fremhævet af antimilitarister som eksempel på, hvordan mennesket er fredeligt af natur og skal socialiseres og brutaliseres til at tage andres liv.
Om det var vores militære træning, der stadig er inspireret af Marshalls teorier eller, som forfatteren Carsten Jensen foreslår, effekten af at vokse op med computerspil, der gjorde det nemt for os unge danskere (min ilddåb skete for snart 15 år siden) at åbne ild mod andre mennesker, er et åbent spørgsmål.
