Som kvinde er man henvist til at arbejde halvanden gang så meget og erkende, at man altid vil være ’den anden’ – det element, der stritter og udfordrer den hierarkiske orden, som er tilrettelagt af alle de mænd, der kom før en. Det fortæller de kvinder, der var først på tre af landets udenrigspolitiske poster.
Kvindelige ministre er ikke længere et særsyn. Fra at udgøre højest en håndfuld i regeringer midt i det 20. århundrede udgør kvinder ofte mellem en tredjedel og op mod 45 procent i moderne danske regeringer.
Men selv om der nu oftere er kvinder på ministerposterne, så er det stadigvæk en sjældenhed at se kvinder på landets tungeste ministerposter. Vi har igennem 172 års demokratisk historie haft to kvindelige statsministre indtil videre, Helle Thorning-Schmidt (S) og den nuværende, Mette Frederiksen (S), en enkelt kvindelig finansminister, nemlig Pia Gjellerup (S), en kvindelig udenrigsminister, Lene Espersen (K), to kvindelige forsvarsministre, Gitte Lillelund Bech (V) og den nuværende Trine Bramsen (S) – og ingen kvindelige skatteministre.
Når det kommer til de udenrigspolitisk tungeste embeder i folkestyret, er det også næsten kun mænd. Ud over den nævnte ene kvindelige udenrigsminister og de to kvindelige forsvarsministre, har det været to kvindelige udviklingsministre siden posten blev oprettet som selvstændig ministerpost i 1993, Helle Degn (1993-1994) og Ulla Tørnæs ad to omgange. Forud havde regeringen Hilmar Baunsgaard (1968-1971) sat kulturminister Kristen Helveg Petersen til også at være minister for teknisk samarbejde med udviklingslandene og nedrustningsspørgsmål. Og under statsminister Anker Jørgensen var Lise Østergaard i slutningen af 1970’erne minister uden portefølje med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål. Og Pia Olsen Dyhr var i en periode handels- og investeringsminister i Helle Thorning-Schmidts regering.
Kun på posten som dansk Europa-kommissær har der indtil videre været lige mange kvinder og mænd. Det er en særlig disciplin at være en minoritet i en social sammenhæng. Når det er en kvinde, som et land sender ud for at repræsentere sig, er kønnet et særligt vilkår. Men hvordan har de første kvinder på landets udenrigspolitiske poster oplevet og håndteret opgaven?
