Vi når ikke verdensmålene i 2030, hvis vi ikke får pigerne og kvinderne med ombord. Hvis ikke vi styrker kvinders og pigers rettigheder og sikrer dem bedre muligheder for livsudfoldelse, så har resten af FN’s verdensmål trange kår. Retten til at bestemme over egen krop er fuldstændig afgørende.
Som født og opvokset i et rigt og trygt samfund som Danmark har jeg først og fremmest følt en forpligtelse overfor de hundrede millioner af kvinder verden over, der ikke nyder de samme rettigheder som mig.
Jeg husker meget tydeligt min første tid som udviklingsminister tilbage i 2005. Som mor til tre små piger var det en rystende oplevelse at møde børn, der selv var mødre! Det var rystende at møde kvinder på min egen alder, der havde været udsat for grov vold – alene fordi, de var kvinder.
Jeg glemmer aldrig fortællingen fra kvinden, der ikke kunne arve sin mand – men til gengæld gik i arv til mandens brødre. Jeg glemmer heller aldrig den mor i Etiopien, der i desperation og afmagt rakte sit etårige barn frem til mig, fordi hun vidste, at hun ikke var i stand til at sikre barnet og dets fem søskende et godt liv. Forældrekærlighed er en universel størrelse, og derfor giver det stadig et stik i hjertet at tænke på den hændelse.
Alle disse skæbnefortællinger har været definerende for mit engagement og min kamp for kvinders rettigheder i udviklingslande. Jeg følte det som min pligt at være talerør for dem og bidrage til at ændre verden på deres vegne. Det er det eneste rigtige at gøre. Når man har mødt krænkede og mishandlede piger og kvinder rundt omkring i verden, så går det op for én, at det ikke bare er tal i en statistik. Det er piger og kvinder som mig selv og mine døtre, der bare ikke har været lige så heldige at være født i et land som Danmark.
