Ledere prøves kun, når folk ikke ønsker at følge dem, skrev det amerikanske ugemagasin Time, da det i 2015 kårede den tyske kansler Angela Merkel til ”Årets personlighed”. I sine 16 år som kansler har Merkels ledelse været præget af styrke, mod og stabilitet til gavn for Tyskland og Europa. Hun vil blive stærkt savnet.
Dagen før Donald Trump i januar 2017 blev indsat som præsident for Amerikas Forenede Stater, ringede Barack Obama fra Det Hvide Hus til Angela Merkel i Berlin. Obama ”takkede Merkel for hendes stærke, modige og stabile lederskab”, står der i den koncentrerede og pointerede gengivelse, der tilgik offentligheden. ”Præsidenten og kansleren var enige om, at et tæt samarbejde mellem Washington og Berlin og mellem USA og Europa er afgørende for at sikre et robust transatlantisk venskab, en regelbaseret international orden og forsvaret af værdier, der har udrettet så meget for at fremme menneskeligt fremskridt i vore lande og verden rundt”.
Den sigende tekst slutter således: ”På baggrund af deres otteårige ven- og partnerskab gjorde præsidenten opmærksom på, at det var passende, at hans sidste telefonsamtale med en udenlandsk leder var med kansler Merkel, og han ønskede hende den allerbedste fremtid”.
Som var det hans sidste vilje, gjorde Obama såvel som Angela Merkel offentligheden klart, at den ledelsesfunktion, supermagten USA siden Murens fald og statskommunismens sammenbrud havde tiltænkt sig selv og i vid udstrækning udøvet i demokratiets og fredens tjeneste gennem multilateralt samarbejde, unægteligt med vekslende held og intentioner, nu hvilede på Merkels og dermed EU’s skuldre.
Det var ikke kun en tillidserklæring til noget så anonymt som Forbundsrepublikken på et i enhver henseende skæbnesvangert tidspunkt, eftersom Storbritannien lige havde sagt farvel til EU. Det var en gestus over for Merkel selv, altså en politisk leder, hvis ”stærke, modige og stabile lederskab” med størst kraft og overbevisning ville kunne forsvare vestlig civilisation mod nationalegoismens amokløb. Med de tre adjektiver, stærk, modig og stabil, skitserede Obama sit indtryk af en kvinde, der på intet punkt veg for den populisme, der truer snart alle vestlige demokratier og i Trump har fundet sin førerfigur.
