Leder du efter Det Udenrigspolitiske Selskabs hjemmeside? Vi har skiftet domæne. Klik dig ind på www.udenrigspolitik.dk

Udenrigs III 2021

Kampen for abortretten i Latinamerika

Mens kvinder i Vesten tager retten til abort for givet, er den en sjældenhed i det katolske Latinamerika. I visse lande kan selv en spontan og ufrivillig abort medføre lange fængselsstraffe. Men det er ved at ændre sig – se bare på Argentina.

30 års kvindekamp bar omsider frugt, da Argentinas senat ved tærsklen til 2021 gjorde landet til et af de få lande i Latinamerika, hvor abort er fri og gratis.

Det skete ikke uden sværdslag. Debatten i senatet varede hele natten, og tårerne flød. Men ved daggry var abortloven en realitet. Med stemmerne 38 for og 29 imod fik argentinske kvinder ret til at afbryde et svangerskab inden 14. uge.

På gaderne omkring Kongressen ventede titusindvis af spændte kvinder og sympatiserende mænd på lovgivernes beslutning, der er en milepæl for feministbevægelsen – og ikke blot i Argentina. Overalt i det katolske Latinamerika fejrede kvindebevægelser de argentinske kvinders sejr, som de ser som en løftestang for en fælles sag. I den katolske verdensdel er retten til abort sjælden. Kun i det socialistiske Cuba, Uruguay, Guyana og Fransk Guyana er aborten helt fri, og i Mexico har kvinder samme ret i hovedstaden og delstaten Oaxaca. I resten af regionen er abort enten kun tilladt under visse omstændigheder eller slet ikke. Selv en spontan og ufrivillig abort kan medføre lange fængselsstraffe i visse lande.

I Argentina har spørgsmålet i årevis været påtrængende, og den feministiske bevægelse har længe været stærk. Landet var det første i Latinamerika, der indførte retten til giftermål mellem to af samme køn i 2010, og den organiserede protest mod mænds omfattende vold og drab mod kvinder udgik også fra Argentina under mottoet #Niunamenos – ikke en kvinde mindre – i 2015. Hvad der startede som lokale demonstrationer mod fænomenet kvindevold, bredte sig lynhurtigt til alle Argentinas byer og derpå til Chile, Mexico, Colombia og Peru.

Få adgang til UDENRIGS.DK

Gratis prøveabonnement i 30 dage

Få adgang til Udenrigs

TEGN ABONNEMENT
Allerede bruger? Log ind her