Fire ud af fem statsministre i Norden er kvinder. Betyder det, at slaget om ligestilling er vundet? Nej – langtfra.
Det er vel på en måde afslørende for, hvor langt – eller kort – vi er kommet med hensyn til ligestilling, at det er en historie, at fire ud af fem nordiske statsministre er kvinder. Hvis det havde været omvendt, ville ingen drømme om at skrive en historie om, at fire ud af fem var mænd. Fokus ville være på den ene, der ikke var det. Det normale er stadig at være en mand. Kvinder er en slags afvigere. Ikke mindst i politik. De nordiske lande gør meget for i international sammenhæng at fremstå som et ligestillingsparadis, ikke helt uden grund. Men selv om de fire kvindelige statsministre naturligvis går ind for ligestilling, er det ikke noget, de gør et stort nummer ud af i det daglige regeringsarbejde. Det ligger implicit, at en kvinde skal være ”lige så dygtig som en mand” (heldigvis er det ret nemt, sagde vi i min ungdom), så man skal ikke gøre for meget ud af sin kvindelighed.
Da dengang 34-årige Sanna Marin i december 2019 blev valgt som statsminister i Finland, var der to historier, der gik verden rundt: 1) Hun var verdens yngste regeringsleder, og hendes koalitionsregering består af fem partier, der alle har kvindelige ledere. 2) Ud af Nordens fem lande er de fire styret af kvinder. Kun Sverige, hvis regering officielt fører en feministisk politik, har endnu til gode at få en kvindelig statsminister. Men man kan naturligvis godt være feminist uden at være kvinde. Og man kan være kvinde uden at være feminist.
Nogle måneder forinden var Mette Frederiksen som 41-årig blevet statsminister i Danmark. Ikke for en koalitionsregering, men for en ren socialdemokratisk mindretalsregering støttet af tre partier, der ikke dengang var, men som i dag er, ledet af kvinder. I Island blev venstrefløjspolitikeren Katrín Jakobsdóttir også som 41-årig statsminister i 2017. Som Sanna Marin skal hun balancere med koalitionspartierne Selvstændighedspartiet, et meget konservativt parti, og Fremskridtspartiet, et gammelt bondeparti, der begge ligger langt til højre for hendes eget venstre-grønne parti. Ud af de 11 regeringsmedlemmer er de fem kvinder. Alderspræsidenten, både i år og i regeringserfaring, er Norges Erna Solberg. 52 år, da hun i 2013 dannede sin første Højre-regering med Fremskridtspartiet og den meget synlige Siv Jensen som sin førende koalitionspartner. Her otte år senere leder hun en koalitionsregering med Venstre og Kristeligt Folkeparti. Fremskridtspartiet forlod regeringen for et år siden under meget larm, fordi en norsk/pakistansk kvinde var blevet hentet hjem med sine to børn fra en flygtningelejr i Syrien.
Umiddelbart ser det ud som om, at det, de fire statsministre har til fælles – udover kønnet – er en vis tvangfri tilgang til jobbet og en veludviklet evne til at manøvrere politisk. Ingen af dem er kommet sovende til det. De har alle været politisk engagerede, siden de var purunge, og har taget sliddet op gennem rækkerne. De har bestridt mange andre poster, deriblandt ministerposter, inden de nåede toppen. Det konstante behov for politiske kompromisser, som er virkeligheden for alle fire, fører indlysende til beskyldninger om politisk svaghed og eftergivenhed. Når de står fast, er de egenrådige og stædige. Ikke desto mindre har de alle – ikke mindst i forbindelse med COVID-19 – høstet stor ros for deres kontante form. Det er mere, end man kan sige om deres svenske kollega, Stefan Löfven.
