Mange siger, at de kæmper for mere demokrati og ligestilling. Men Trump, #MeToo og Black Lives Matter viser, at der langtfra er enighed i Vesten om, hvad begreberne dækker over. Det udfordrer Vestens syn på sig selv som et konsensuspræget værdifællesskab modsat resten af verden
Den politiske og mediemæssige dagsorden har i de sidste år været præget af store debatter om ’trumpismen’, #MeToo, og racisme. Det har åbenbaret markante forskelle i, hvordan demokrati og ligestilling bliver fortolket indenfor det, vi typisk forstår som det vestlige værdifællesskab: USA og Vesteuropa.
De sidste fire år har således været præget af bekymringen over alt det, som trumpismen har symboliseret for kritikere: Den indadvendte nationalisme og neo-isolationismen, et hierarkisk menneskesyn, svækkelsen af samarbejdet og solidariteten i Vesten. Og endelig en splittelse i vores samfund, der især er blevet forstærket af det digitale rums algoritmer, herunder politikeres brug af marketingspecialisternes indsigt i adfærd på sociale medier. Større dagsordener som #MeToo og antiracisme har i det sidste årti også åbenbaret markante forskelle i, hvordan vi i Vesten forstår et begreb som ligestilling. Skillelinjerne har ikke afspejlet en kamp for eller imod demokrati, for eller imod ligestilling. De har afdækket en ideologisk forskel i, hvad man i grunden forstår som demokrati og ligestilling. Det paradoksale ved udviklingen er dog, at den trods de legitime bekymringer over den indadvendte tendens og det racialiserede menneskesyn kan ende med at repræsentere et opgør med selvsamme – blot på globalt plan. Skillelinjerne udfordrer nemlig Vestens selvforståelse i international sammenhæng, fordi dele af international politisk teori men også opinionsdannere typisk tager udgangspunkt i Vesten som en homogen enhed, der ville sprede liberale værdier.
Skillelinjerne har ikke afspejlet en kamp for eller imod demokrati, for eller imod ligestilling, men en ideologisk forskel i, hvad man i grunden forstår som demokrati og ligestilling.
Kan vi i Vesten lære noget om, hvordan vi har set på verden omkring os i det sidste årti, hvor truslen om en indre splid har forstærket vores frygt for at blive overrumplet af autokratierne? Er det en (vestlig) verden i krise, som avisoverskrifter og bogtitler gennem de sidste år har varslet, eller er det blot vores teser om os selv og verden, der er i krise?
