Kvinders kamp for flere rettigheder og mere indflydelse har rødder langt tilbage i tiden. Den er gået i ryk og ikke altid fremad.
Kvinder har altid arbejdet, i og udenfor familien. I bondesamfundene bestyrede de husholdningen og drev selv gården, hvis manden døde eller tog på langfart. Kvinder kunne desuden drive selvstændig handelsvirksomhed som ’købekoner’ eller ’torvekoner’, som påvist af retshistorikeren Inger Dübeck i en disputats fra 1978.
Nyere forskning har vist, at mindst halvdelen af arbejderne i tekstilindustrien i 1300-tallets Firenze, en af Europas største arbejdspladser, var kvinder. Det var først det juridisk definerede standssamfund i Europa efter 1500, der fratog kvinderne i bondeklassen (som i de fleste lande udgjorde 98 procent af befolkningen) rettigheder og gjorde det vanskeligt for dem at have en gård i fæste, fordi de først blev juridiske personer gennem ægteskab. Men sådan har det ikke været altid.
Der var forskel på kvindernes forhold i ældre samfund, men fælles er, at overklassens kvinder tilsyneladende fremtrådte som mindre betydningsfulde end deres mænd, fædre, brødre og sønner. Det skal man dog ikke oversætte til, at de ikke havde indflydelse. Det havde de gennem den slægt, de tilhørte. Den blev de ved at repræsentere, også i ægteskabet, selv om kirken forsøgte at bryde med slægtens kapitalmagt ved at gøre ægteskabet til et sakramente, så ejendom blev individuel og derfor kunne testamenteres til kirken.
Udenrigspolitik bestod i høj grad i udveksling af kvinder mellem herskerhusene. Men det betyder ikke, at kvinder altid var viljeløse ofre for mændenes beslutninger eller rene fødemaskiner. De benyttede sig bare af andre strategier for at udøve magt, især når de havde overlevet den fødedygtige alder. Det fremgår godt af bind 1 af Dansk udenrigspolitiks historie fra 2001, der trods titlen ’Konger og krige’ med stort held fremstiller dansk udenrigspolitik i middelalderen som fyrstelige ægteskaber og deraf følgende alliancer og arvestridigheder.
