Der er meget, der kredser om stjernen i vores solsystem. Siden 2018 har en rød sportsvogn med en mannequindukke, der lytter til David Bowies ”Space Oddity” også kredset om solen. Sportsvognen er sendt ud af det amerikanske selskab SpaceX, nærmest som et symbol på det indtog, private virksomheder har gjort i rummet. Det er en privatisering, der har fundamentale konsekvenser for udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Vi er dybt afhængige af rumteknologi. Verdens kommunikations- og finansinfrastruktur er baseret på satellitter, der kredser om jorden. Den rumteknologiske afhængighed gælder også militært. Overvågning, GPS og missilvarslingssystemer er alle forankret i et netværk af satellitter og rumteknologi. Rumteknologi er en indgroet del af årtiers teknologiske fremskridt. Traditionelt har rummet været forbeholdt regeringer og offentlige myndigheder. Under Den Kolde Krig var rummet en arena for stormagtskonkurrence imellem USA og Sovjetunionen. Det første rumkapløb var defineret af stater. Vi er ifølge nogle iagttagere i det ’andet rumkapløb’. Indenfor de seneste år har Israel, Indien og Kina lanceret store rumprojekter. I USA arbejdes der efter sigende på at indføre en ’Space Force’. Danmark har også gjort sig bemærket, blandt andet ved opsendelsen af de to første små danske satellitter og igennem EU-samarbejdet i ESA (European Space Agency).
Men staterne er ikke alene i kampen om rummet. De har fået selskab af en række private virksomheder. Kapitalfonden Space Angels estimerer i en rapport til NASA, at antallet af privatfinansierede rumvirksomheder er steget fra et par dusin under det første rumkapløb til omkring 375 i dag. Samtidig er private investeringer i rumteknologi, ifølge samme firma, eksploderet fra under to milliarder dollars i 2000 til næsten 19 milliarder dollars i 2018. Private virksomheder spiller en hovedrolle i det nuværende rumkapløb.
Fra offentlig til privat rumfart
Tre faktorer har ført til, at private virksomheder nu spiller så stor en rolle i rummet. For det første har USA’s dominerende position i det internationale system betydet, at rummet ikke er den samme arena for sikkerhedspolitisk konkurrence som tidligere. USA’s unipolære position og teknologiske overlegenhed gjorde det nyttesløst at konkurrere med amerikanerne, og det tillod den kommercielle dagsorden at fylde mere på bekostning af den sikkerhedspolitiske. Det har til en vis grad ’afsikkerhedsliggjort’ rummet. Hvor ageren i rummet under Den Kolde Krig uvægerligt blev læst ind i en sikkerhedspolitisk kontekst, blev det efter Sovjetunionens sammenbrud mere legitimt for private virksomheder at interessere sig for rummet udelukkende af kommercielle interesser.
