Den folkeretlige regulering af magtanvendelse og krigsførelse er udviklet i og til en analog tidsalder. Men hvordan er reglerne i cyberspace og når det gælder digital krigsførelse med kunstig intelligens?
Moderne krige udkæmpes med moderne teknologier. Sådan har det altid været – og sådan bliver det formentlig ved med at være. Men hver gang en ny teknologi introduceres på slagmarken, skaber det både juridiske og etiske spørgsmål om, hvordan den skal håndteres. Er den lovlig under eksisterende lovgivning? Skal den underlægges særlig regulering? Eller skal den helt forbydes? Igennem tiden har så forskellige teknologier som armbrystet, krudt, flyvemaskiner, ubåde, kemiske/biologiske våben og atomvåben været genstand for sådanne debatter. Hvor nogle af disse teknologier i dag er fuldt accepterede dele af moderne krigsførelse, er andre underlagt specifik regulering eller forbud.
I dag domineres den folkeretlige debat om nye militære teknologier af særligt tre emner: Droner, cybervåben samt autonome våbensystemer og kunstig intelligens (AI). Det kan dog til tider være svært at få klarhed over, hvad der gør disse teknologier folkeretligt problematiske, og hvor frontlinjerne går i den juridiske debat. Det forsøger vi her at skabe klarhed over.
Dronerne spøger igen
Bevæbnede droner er ikke længere et nyt fænomen. De er det ikoniske våben, der i snart to årtier har defineret den amerikanske ’krig mod terror’, og som nu er blevet så demokratiseret, at snart sagt enhver aktør med et militært budget har adgang til teknologien.
