Her 20 år efter interventionen i Kosovo er problemerne stadig ikke løst. Den økonomiske udvikling halter, det politiske system er svagt og de bagvedliggende etniske konflikter simrer stadig. Store eksterne aktører står klar til at udnytte situationen.
I år er det 20 år siden, at NATO intervenerede i Kosovo, og i takt med at de omkringliggende lande søger mod NATO og EU, er det relevant at perspektivere indsatserne på Vestbalkan. Serbien står sammen med NATO-medlemslandet Montenegro til at blive EU’s løftestang til fuld integration af regionen, hvilket gør en politisk håndtering af spørgsmålet om Kosovos status særlig vigtig for EU. Således er Kosovo et væsentligt emne på dagsordenen, og de er ofte inviteret, når EU og NATO diskuterer fremtiden for Vestbalkan.
For begge organisationer handler det netop nu om at holde sammen på det europæiske kontinent og skabe afhængighed staterne imellem for at forebygge konflikter med andre stater – internt i de enkelte lande og imellem dem. NATOs første generalsekretær Lord Ismays tredelte formålsparagraf i forståelsen af NATO er således trådt tydeligt frem i kølvandet på Ruslands opblomstring, Donald Trumps institutionsnedbrydning og flygtningestrømme fra syd. Netop nu handler det om at holde fremmede magter ude, den liberale verdensorden inde og de nationalistiske ekstremer nede.
Spørgsmålet om Kosovos status anskues generelt som enten en etnisk konflikt mellem serbere og albanere eller en territoriel strid mellem Serbien og Kosovo. Det er dog hverken det ene, det andet – eller langtfra kun begge dele. Siden Kosovos selvstændighedserklæring i februar 2008 har EU som FN-tilsynsførende lagt en dæmper på de etniske manifestationer og mæglet mellem de stridende parter. Dette dog uden at de bagvedliggende politiske og socioøkonomiske udfordringer er håndteret, og derfor er Kosovospørgsmålet i dag viklet ind i EU’s relationer til andre statslige aktører.
