Da Deng Xiaoping efter Maos død i 1976 vendte tilbage til Beijing og genindtog sine gamle poster i toppen af det politiske system i Kina, konstaterede han, at Kinas Kommunistiske Parti (KKP) var i dyb krise. Maos massekampagner havde resulteret i, at hundredtusindvis
af partikadrer var blevet udrenset. Partiets organisation var nærmest gået i opløsning, og i stedet for partikomitéer havde Kulturrevolutionen skabt et
ledelsessystem af revolutionskomitéer bestående af arbejdere, kadrer og repræsentanter for militæret.
I løbet af kort tid lykkedes det for Deng at få rehabiliteret mange af de under Kulturrevolutionen udrensede ledere. Samtidig arbejdede han ihærdigt for en genoprettelse af KKP’s organisatoriske kapacitet. Revolutionskomitéerne blev afskaffet, og i stedet blev partikomitéerne genoprettet på alle niveauer af det politiske system.
Dog understregede Deng, at KKP og regeringsapparatet skulle holdes adskilt. Partiet skulle holde sig til de overordnede politiske og ideologiske retningslinjer og måtte ikke blande sig i regeringsapparatets daglige virke. Dette indebar en afideologisering af den praktiske gennemførelse af politiske beslutninger, som dermed kunne foregå på et mere professionelt grundlag.
Et andet vigtigt mål for Deng og de rehabiliterede reformpolitikere var en foryngelse af den kinesiske topledelse. I slutningen af 1970’erne var gennemsnitsalderen i politbureauets stående udvalg godt 74 år. Ved at overtale de ældre ledere til at opgive deres poster til gengæld for medlemskab af en rådgivende kommission blev der skabt plads til yngre ledere i toppen af parti og regering.
I forbindelse med dette tiltag fik Deng indført en regel om, at statens ledere kun kunne sidde i deres topstillinger i to gange fem år. Denne tidsbegrænsning blev skrevet ind i forfatningen i 1982 og omfattede ligeledes posten som ministerpræsident og posten som præsident. For Deng var målet ud over en foryngelse af ledelseslaget at forhindre, at en ny diktator som Mao kunne sidde for livstid.
