De seneste internationale begivenheder viser, at verdenssamfundet har et vitalt ledelsesproblem. I virksomheder eller fodboldklubber ville vi se en stribe ud- skiftninger, men åbenbart ikke i demokratierne. Hvordan får man bedre ledelsesforhold? Skal man vente på bedre tider, eller skal institutioner havde en større rolle, så flere ledere tvinges til at tage aktivt del i processen?
Den amerikanske præsident, Donald Trump, er det største ledelsesproblem, men det slående er, at hverken den franske præsident, Emmanuel Macron, eller den tyske kansler, Angela Merkel, fik noget ud af deres besøg hos Trump i sidste uge. De demonstrerede, at EU ikke har noget, der ligner en fælles ledelse. De fik udskudt straftolden på nogle afgørende produkter i en måned, men de fik ikke Trump til at respektere den internationale atomaftale med Iran.
Trump hoppede ud af aftalen den 8. maj, blandt andet under påvirkning af Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, der beskyldte Iran for at lyve om sine bestræbelser på at bygge atomvåben.
Netanyahu har ikke leveret beviser på, at Iran har brudt atomaftalen fra 2015, men Trump kan bruge påstanden til at presse de europæiske lande, så de stiller nye krav til Iran. De europæiske lande har reageret negativt over for Netanyahus påstand og Trumps bestræbelser, og foreløbigt står Europa ifølge den tyske udenrigsminister Heiko Maas ‘meget tæt sammen’ om støtten til Iran-aftalen (24. maj 2018).
Men de europæiske ledere står svagt. Hvis EU mener noget alvorligt med at optræde samlet i udenrigs- og handelspolitikken, var Macron og Merkel taget afsted i samlet flok med en repræsentant for EU-systemet. Alternativt kunne de være blevet hjemme og holdt et særligt EU-topmøde, hvor man fastlagde en samlet og markant beslutning, som blev forelagt Trump.
