Afholdelsen af de 23. olympiske vinterlege i PyeongChang i Sydkorea fra den 9. til den 25. februar 2018 og de paralympiske vinterlege fra den 9. til 18. marts skulle vise sig at være en enestående mulighed for at vende den højspændte situation på den koreanske halvø fra konfrontation og risiko for militær magtanvendelse over mod dialog med henblik på en varig løsning på konflikten om Nordkoreas atomvåben.
Med OL som undskyldning kunne Sydkoreas præsident Moon Jae-in forfølge sin ambition om at genoplive solskinspolitikken, som blev ført fra 1998 til 2008. Denne politik betoner samarbejde og dialog i den ellers dybfrosne relation mellem de to lande. Sydkorea og Nordkorea blev oprindeligt delt i to ved den 38. breddegrad af de to sejrherrer, USA og Sovjetunionen, efter Anden Verdenskrig. Kort tid efter, i 1950, udbrød Korea-krigen med Nordkoreas invasion af Sydkorea. Den 27. juli 1953 forblev de to Koreaer delt med en våbenhvileaftale, der ikke var endelig og dermed ikke permanent afsluttede Korea-krigen.
Forsøget på ved OL i 2018 at slå ind på en samarbejdsorienteret linje med Nordkorea har imidlertid alle odds imod sig. Selvom annonceringen af et topmøde mellem Nordkoreas leder Kim Jong-un og USA’s præsident Donald Trump (topmødet fandt sted 12. juni 2018, red.) øgede forhåbningerne om, at der endelig kan findes en ordning, der fjerner atomvåben fra den koreanske halvø og skaber stabilitet, er det fortsat meget tvivlsomt, om der kommer særlig meget ud af dette forsøg på at skabe mere fredelige relationer mellem gamle fjender.
De dårlige odds for en varig løsningsmodel skyldes, at de mange stater med aktier i den koreanske halvøs fremtid ikke er enige om, hvilken vej man skal gå. Det lægger en betydelig dæmper på forventningerne til, hvad der kan komme ud af den igangværende dialog.
Ud over atomvåben besidder Nordkorea et af verdens største lagre af kemiske våben og er en betydelig konventionel militær magt.
