Koldkrigsæraens ideologiske antiimperialisme vendt mod USA har måttet vige for klassiske interessesammenstød i relationerne mellem de to asiatiske udviklingsstater, der er fælles om at udvikle ‘markedsleninismen’.
Den amerikanske politiker John McCain (født 1936), der var krigsfange i den nordvietnamesiske hovedstad Hanoi 1967-1973, skal engang have udtalt, at hvis præsidentvalget i 1964 havde fået den republikanske kandidat Barry Goldwater som vinder, ville USA’s militære engagement i Sydvietnam have udviklet sig til en krig mod ikke bare det kommunistiske Nordvietnam, men også dette lands hovedallierede, Folkerepublikken Kina.
Nu blev det Lyndon B. Johnson fra Demokraterne, der vandt i 1964 og efterfølgende udvidede krigsførelsen i Vietnam dramatisk og massivt. Da Johnson i 1968 overraskende meddelte, at han ikke genopstillede, blev banen åbnet for republikaneren Richard Nixon, som ikke bare lovede ‘fred med ære’ i Vietnam, men også en amerikansk kursændring i forhold til det Kina, som havde været i konfrontation med USA siden den kinesiske intervention i Koreakrigen i 1950, hvor amerikanske og kinesiske styrker udkæmpede en regulær stedfortræderkrig.
Krigshandlingerne i Vietnam havde mange modsætningsfyldte aspekter, men rummede en vis logik i det større koldkrigsperspektiv: med USA og Sovjetunionen i ideologisk og militær konfrontation ikke kun i et jerntæppedelt Europa, men også på de såkaldte tredje- verdens-kontinenter, Asien, Latinamerika og Afrika.
Mens Moskva og Beijing leverede penge og våben til Hanoi, stod USA næsten alene med opbakningen til Sydvietnam. Mens både Frankrig og Storbritannien afviste amerikanske opfordringer til at deltage i krigen, var der i kortere perioder canadiske, australske, thailandske, filippinske og sydkoreanske soldater i Sydvietnam som et resultat af Lyndon Johnsons ‘more flags’-kampagne.
