Vi lever i en mere fragmenteret verdensorden end længe. Det kalder på en ny form for diplomati. Men også tålmodighed og pragmatisme.
Diplomati kommer af ordet diplom. Et diplom var den ordre eller besked, som en udsending fik af fyrsten, kongen eller kejseren, der skulle overbringes til en anden person. Ordren blev oftes plomberet eller forseglet. Denne korte definition rummer kernen i diplomatiet – nemlig overbringelse af et budskab fra én til en anden, i nyere tid fra en stat til en anden.
Diplomatiet, som vi hidtil har forstået det, tog for alvor form ved forhandlingerne om den Westfalske Fred i 1648, der afsluttede Trediveårskrigen i Europa. Freden, eller den Westfalske Fred byggede på tre elementer.
1) De eksisterende grænser skulle anerkendes.
2) Der måtte ikke bruges magt for at ændre dem.
3) Disse nu uafhængige stater måtte ikke blande sig i hinandens ’interne anliggender’.
Alle stater var nu lige indenfor en fælles verdslig retlig ramme uanset størrelse eller intern indretning. Det var en helt ny udvikling, at nationalstaten blev gjort til kernen i internationale relationer, og at det ikke længere var bystater, løse imperier, fyrstendømmer med videre, der dominerede. Disse enheder var som oftest grundlagt på religiøs identitet. For en dansker er dette svært at forstå, fordi vi kommer fra et af verdens ældste statsdannelser. Men det var ikke normen.
