Nordkorea er verdens mest lukkede land. Men det gør ikke, at landets beslutninger ikke hurtigt kan få konsekvenser for det globale samfund, hvis en konflikt bryder ud. Derfor bør vi gøre mere for at skabe en bedre relation til landet.
Året var 1973. K.B. Andersen var udenrigsminister, og Anker Jørgensen var statsminister, da vi for første gang indledte diplomatiske relationer med det kommunistiske og meget totalitære land Nordkorea. Jeg ved fra en samtale med Anker Jørgensen, at han ikke var entusiastisk tilhænger af beslutningen, men dels var der et pres fra venstrefløjen, dels herskede der en vurdering af, at Nordkorea var et blivende fænomen – hvad der senere viste sig at være en korrekt vurdering.
Perioden med nordkoreanske diplomater i København var dog relativt kort og problematisk. I udenrigsministeriet var man ikke ovenud lykkelig, når diplomaterne meldte deres ankomst, og desuden endte de med at misbruge deres diplomatiske privilegier ved at videresælge toldfri cigaretter, spiritus og angiveligt også hash. Erfaringerne fra denne periode svarer i store træk til erfaringerne fra de andre nordiske lande, som også anerkendte Nordkorea i første halvdel af 1970’erne.
Kan man derved konkludere, at de nordkoreanske diplomater var notoriske lovbrydere? Tjo måske, eller også handlede de i desperation. De økonomiske bidrag fra Pyongyang var blevet stærkt beskåret, og de nordkoreanske diplomater havde givetvis brug for penge til at overleve. Imidlertid var deres handel ulovlig, og det resulterede i ambassadestabens udvisning.
I dag har Danmark og de andre nordiske lande fortsat diplomatiske relationer til Nordkorea, som varetages enten fra ambassaden i Seoul eller i Beijing. Sverige er dog fortsat det eneste land, som har en ambassade i Pyongyang, der ovenikøbet fungerer som bindeled mellem Pyongyang og Washington. I Europa er det nu kun Frankrig, som endnu ikke har oprettet formelle relationer til Pyongyang.
