Siden angrebet på World Trade Center i 2001 har jihadisme og krigen mod terror været nøgleord i Danmarks udenrigspolitik i Mellemøsten.
Men vores midler og metoder har vist sig at være helt forkerte.
Udenrigs bringer et uddrag af Jakob Sheiks bog Vi tabte om Afghanistan.
Skal vi beskrive forebyggelsen af militant islamisme de sidste 20 år, kan vi forsimplet tale om den som et løg. Løgets kerne er den borger, der potentielt kan ende som jihadist, og faseskiftet i krigen mod terror fra globalt til lokalt fokus – fra den ydre kamp mod personer og organisationer i fjerne egne til den indre kamp mod hjemlig radikalisering og farlig tænkning har haft afgørende betydning for, hvordan vi har opfattet rækkefølgen af løgets lag.
Kernen omgives af borgerens omgangskreds (for eksempel nære relationer), udenom ligger lokalmiljøet (for eksempel ressourcepersoner, skole, arbejdsplads og foreninger) efterfulgt af de kommunale indsatser (for eksempel opbyggende forebyggelsesindsatser som fritidsaktiviteter og foregribende indsatser som mentorforløb), i næste lag kommer indsatserne fra de nationale myndigheder, herunder politi og PET (for eksempel indgribende indsatser som anholdelse og retsforfølgelse), og uden om dette findes den parlamentariske beslutningsproces (for eksempel lovgivning) og de politiske og socioøkonomiske strømninger i vores samfund (for eksempel socialpolitik, udlændingepolitik og økonomiske konjunkturer og arbejdsløshedsudsving).
Uden om dette ligger vores forhold til resten af verden, herunder først og fremmest relationerne til andre vestlige alliance- partnere.
Og i løgets alleryderste lag finder vi den udenrigspolitik, vi fører i den islamiske verden. Disse mange løglag kan vi overordnet set inddele i tre kategorier: lokalt liv, nationalt liv og internationalt liv. Det er i disse tre sfærer, at vores bekæmpelse af jihadismen finder sted, og rangordenen imellem dem dikteres af den sikkerhedspolitik, vi fører.
