Ruslands personbårne magtapparat (det russiske styre) har udvist en forbavsende evne til at overleve, også selvom det befinder sig på randen af opløsning. Det er lykkedes Kreml at forlænge sin overlevelse ved ikke bare at genoplive gamle myter, men ved også at skabe usikkerhed om gældende normer og den geopolitiske situation og udnytte Vestens forvirring.
Efter præsident Putins genindsættelse i marts 2018 synes det russiske styre at have mistet pusten. Der har dog ikke vist sig noget alternativ til styret overhovedet. Vil Rusland endelig kunne finde en vej ud af den blindgyde samfundet er fanget i, og i så fald hvornår? Svaret på dette spørgsmål vil have indflydelse ikke blot på den vej, Rusland vil tage, men også på den globale udvikling.
Rusland – et blændværk
Rusland er mester i at skabe vrangforestillinger om sig selv. Den mest spektakulære var sovjetologiens sammenbrud, da den helt op til det øjeblik, hvor landet begyndte at falde fra hinanden, fastholdt, at Sovjetunionen var urokkelig og klippefast. Efter Sovjetunionens kollaps har Ruslandseksperter i både Rusland og i Vesten i det store hele holdt fast i denne form for myteskabende adfærd.
Den populære fortælling om Rusland er den dag i dag problematisk. For det første er der en udbredt Putindyrkelse i både den akademiske og journalistiske diskurs. Jeg tænker her på mange iagttageres forsøg på at identificere Rusland med Putin, hvorigennem de påtager sig rollen som hans psykiater og forsøger at trænge ind i hovedet på ham og fortælle deres publikum om hans inderste tanker og mest hemmelige planer. Putindyrkelsen smigrer uden tvivl den russiske leders ego og giver ham mulighed for at betragte resten af verden med foragt. Men hjælper det os til at forstå Kremls politik, hvad der ligger til grund for det russiske styres modstandskraft eller de forskellige strømninger i det russiske samfund?
