De seneste års fortælling om Nordpolen og vores interessekonflikt med Rusland på klodens top er ganske uimodståelig. Den byder sig til som kalejdoskopisk udgangspunkt for spekulation og konstruktion af konfliktscenarier, og det kræver et rigt mål af ædruelighed at modstå fristelserne. En vifte af faktorer byder sig til, der alle er dynamiske og labile som soufflé.
Den russiske oprustning langs kanten af Det Arktiske Ocean er kontant, vedholdende og direkte forbundet med Vladimir Putins og hans regerings ambitioner om genvunden global storhed og militær overlegenhed i Nord.
Det russiske krav om ejerskab til den arktiske havbund er på samme måde vedholdende og ambitiøst og i øvrigt baseret på Ruslands stolte tradition for arktiske erobringer, videnskabelig udforskning og suverænitetshævdelse.
Allerede i 1938 landede russiske piloter og forskere på selve Nordpolen, hvor de skrev luftfartshistorie og samtidig blev de første, der med moderne navigationsudstyr kunne dokumentere et ophold på polpunktet. Det var historisk. Russerne var de første på Nordpolen – uanset hvad Peary, Scott, Amundsen, Nansen, Nobile, Andreé og andre før havde bedrevet af luftfarter og andre forsøg. De russiske pionerer blev folkehelte og forstærkede en dyb russisk samhørighed med det arktiske, der stadig er gældende.
I nyere tid har forestillingerne om olie- og gasforekomster fundet frodig grobund i de arktiske kyststater, og tankskibe fragter nu mængder af olie til verdensmarkederne fra Gazproms Prirazlomnoye-platform i Pechorahavet. Kina har for længst købt billet til dette bonanza.
